xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

NKR: Behandling af astma hos børn og unge

Ny national klinisk retningslinje om non-farmakologisk behandling af astma hos børn og unge

23 SEP 2015

Ny national klinisk retningslinje om non-farmakologisk behandling af astma hos børn og unge

Astma er den hyppigst forekommende kroniske sygdom hos børn, og astmatiske symptomer er en hyppig årsag til indlæggelser på børneafdelingerne. Det anslås, at 20 % af børn i førskolealderen, og 10 % af børn i skolealderen har astmatiske symptomer eller astma. Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin (RADS) har netop udarbejdet anbefalinger for farmakologisk behandling af astma hos børn (RADS rapport 2015). Sundhedsstyrelsens kliniske retningslinje har belyst non-farmakologiske tiltag, der understøtter den farmakologiske behandling af astma hos børn og unge og kan således ses som et supplement til anbefalingerne i RADS rapporten.

Uddannelse, kontrol og opfølgning af astmabehandlingen

Det anbefales i retningslinjen, at barnet eller den unge med astma får tilbud om struktureret patientuddannelse, møder til regelmæssige kliniske kontroller, samt får udleveret en plan for astmabehandlingen. Denne skal blandt andet indeholde anvisninger om dosering af medicin, tidspunkter - og dato - for næste kontrol, samt dato for opdatering af planen.

Fysisk aktivitet (konditionsforbedrende tiltag) og hjælp til vægttab

Børn med astma anbefales at være fysisk aktive, ligesom det anbefales til alle andre børn. Overvægtige børn med astma bør - ligesom andre overvægtige børn - have tilbud, der sikrer en hensigtsmæssig vægtudvikling. Når det drejer sig om et barn med astma med svær overvægt, bør tilbud om vægttabsintervention overvejes.

Pelsdyr

For de børn og unge med astma, der samtidig lider af allergi mod pelsdyr, anbefales det at undgå samvær med pelsdyr. Det skal i den forbindelse understreges, at en positiv priktest eller blodprøve ikke er nok til at påvise allergi. Barnet eller den unge skal også have symptomer på allergi, når han eller hun er i nærheden af pelsdyret.

Husstøvmider

For børn og unge med astma, der samtidig lider af påvist allergi mod husstøvmider, kan det overvejes at udføre tiltag til at reducere mængden af husstøvmider i hjemmet. Retningslinjen giver en række praktiske råd til, hvordan det kan gøres.

Tobaksrøg

Retningslinjen fraråder, at børn med astma udsættes for tobaksrøg. Børn og unge med astma, der udsættes for tobaksrøg, har i alle henseender en dårligere kontrol med deres astma.

Retningslinjen beskriver evidensen på området, og anbefalingerne bygger på denne evidens samt arbejdsgruppens faglige erfaring på området. Retningslinjen kan ikke stå alene, men skal ses i sammenhæng med øvrige vejledninger, anbefalinger med videre på området.

Links

National klinisk retningslinje for non-farmakologisk behandling af astma hos børn og unge