xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Sundheds­styrelsens uddannelsespriser

Tirsdag den 17. marts uddeler Sundhedsstyrelsen uddannelsespriser til to hospitalsafdelinger, der er særlig gode til at videreuddanne læger i Danmark

17 MAR 2015

Tirsdag den 17. marts uddeler Sundhedsstyrelsen uddannelsespriser til to hospitalsafdelinger, der er særlig gode til at videreuddanne læger i Danmark

Sundhedsstyrelsens uddannelsespris går i år til Akutmodtagelsen ved Sydvestjysk Sygehus. Afdelingen er valgt på baggrund af en rapport fra Sundhedsstyrelsens inspektorer, der er et korps af læger, som er udpeget af de videnskabelige selskaber. Lægerne fra Inspektorordningen tager rundt og besøger landets uddannelsesafdelinger for at kvalitetssikre og udvikle uddannelsen af yngre læger. Inspektorerne vurderer afdelingerne på 16 temaer og giver dem scores mellem 1-4.

Akutmodtagelse ved Sydvestjysk Sygehus, der modtager årets hovedpris, har formået at få scoringen helt i top og fået det maksimale antal point ved alle temaer. 

”Det er en meget flot præstation og det er kun anden gang, det ses i ordningens historie. Det er samtidig glædeligt, at det kan lade sig gøre at levere så god uddannelse inden for det akutte område, hvor der er sket meget store strukturelle og organisatoriske ændringer de senere år – så det har ikke nødvendigvis været let at nå så langt og så flot, som afdelingen er nået”, fremhæver Birte Obel, der er chef for Sundhedsstyrelsens Enhed for Uddannelse og Autorisation.

Inspektorerne fremhæver i deres rapport, at afdelingen har sørget for, at der er god mulighed for at spørge en erfaren kollega til råds og konkluderer, at den akutte modtagelse på Sydvestjysk Sygehus bør være inspirationskilde for resten af landet, da drift og uddannelse her går op i en højere enhed.

Højdespringerprisen

Sundhedsstyrelsens anden uddannelsespris, den såkaldte højdespringerpris, går i år til Ortopædkirurgisk afdeling ved Odense Universitetshospital. Afdelingen har flyttet sig fra en gennemsnitsscore i 2008 på 2,2 til et gennemsnit på 3,6 i 2014.

Det vidner om, at der er ydet en stor indsats for at forbedre uddannelseskvaliteten. Sundhedsstyrelsens inspektorer fremhæver i rapporten, at der ved det seneste besøg er fundet stor tilfredshed blandt uddannelseslægerne med uddannelsesmiljøet, og at der i afdelingen har været en rigtig god udvikling i uddannelsen af læger.

Inspektorordningen skal justeres

Sundhedsstyrelsen har i 2014 gennemgået Inspektorordningen og udgav i december 2014 rapporten rapporten Inspektorordningen - status og perspektivering. Rapporten danner baggrund for en række justering som også bliver præsenteret ved årsmødet.

 ”Inspektorordningen er med til at holde fokus på udvikling af uddannelseskvaliteten, så vi fortsat uddanner læger, som kan matche et sundhedsvæsen i konstant udvikling. Derfor er det vigtigt, at ordningen evalueres og justeres så den også i fremtiden kan kvalitetssikre lægernes uddannelse” siger Birte Obel.