Pårørende til mænd
Mange har svært ved at tale om psykiske problemer, men åbenhed er det første skridt til at få det bedre. Som ven, familiemedlem, kollega eller partner er du derfor en vigtig støtte til at hjælpe din pårørende med at få den rette hjælp.
Når man har psykiske problemer eller får en psykisk lidelse, kan det være svært at dele det med andre. Her er mænd i en større risiko for at trække sig socialt, gå alene med problemerne og ikke få den nødvendige hjælp i tide. Det er der flere forskellige årsager til. En af dem er, at det kan være svært for mænd at finde ud af, at de reelt har et psykisk problem, som kræver hjælp.
Fordomme og tabu kan også betyde, at nogle mænd ikke vil eller kan snakke om tingene, men i stedet går rundt med problemerne alene og trækker sig fra andre. Det kan være, at man føler sig som en belastning for sine nærmeste, eller at man føler sig svag og utilstrækkelig. Det kan også betyde, at mange mænd har svært ved at henvende sig til lægen med de psykiske problemer.
Mange kan have behov for støtte til at søge den nødvendige hjælp. Det kan have stor betydning, hvis du som pårørende tager det første skridt og rækker ud.
Kender du en mand, der er nede i et hul? Find gode råd til at tage det første skridt og hjælpe ham op af hullet herunder.
Gode råd til pårørende til mænd
Hjælp med at søge hjælp
Rigtig mange har behov for støtte til at søge hjælp. Tilbyd at hjælpe med at bestille tid hos den praktiserende læge eller psykolog og gå evt. med til aftalen – det er vigtigt at få ham hen til hjælpen. Husk, at du ikke skal være behandler men kan være en vigtig støtte.
Vær vedholdende
Tag snakken i et fortroligt rum
Lyt mere end du spørger
Frem for at spørge hvordan det går, så italesæt, hvad du observerer
Bed om lov til at give gode råd
Søg viden og rådgivning
Du kan fx kontakte PsykInfo eller hjælpe din pårørende med at tage kontakt. Her kan I få viden og rådgivning om psykiske lidelser og problemer. Du kan også få rådgivning om, hvordan du kan håndtere det, hvis din pårørende ikke ønsker hjælp.
Erkend at åbenhed kan være nødvendig
Det er ofte en lettelse at få delt med andre, at nogen i din nære omgangskreds eller i din familie slås med psykiske problemer frem for at bære på bekymringer og belastninger alene. Bedre Psykiatri og PsykInfo tilbyder viden og rådgivning til pårørende til mennesker med psykiske lidelser.
Hold fast i håbet
Tegn på psykisk lidelse hos mænd
Det er vigtigt at huske, at det at have en psykisk lidelse kan opleves meget forskelligt, uanset hvilket køn man har. Man skal derfor altid huske at se det enkelte menneske.
Der kan dog være særlige reaktionsmønstre på psykisk lidelse, som optræder hyppigere hos mænd og som ofte overses. Nogle mænd får en kortere lunte, bliver vrede og trækker sig måske socialt fra sine omgivelser. Nogle får lyst til at stikke af eller begrave sig i arbejde, computerspil eller andet, og bliver fraværende for sine nærmeste.