xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Er mit barn god mod andre?

Det er vigtigt at tale om mobning, da det har en stor negativ påvirkning på dem, der bliver mobbet. Konsekvenser som kan række ind i voksenlivet. Men det er også vigtigt at rette fokus mod de børn, der mobber eller ikke behandler andre godt, da det kan betyde, at barnet, der mobber, ikke trives.

Pige kigger på computerskærm

Mennesker, der trives og har det godt, har bedre forudsætninger for at behandle deres medmennesker ligeså. Når det ikke altid er tilfældet, kan det være et udtryk for, at noget ikke er, som det skal være.

Mobning er et signal til omverdenen

Når børn behandler andre børn dårligt, kan det være et tegn på, at noget er ude af balance. Enten mistrives barnet, der mobber, , eller også befinder begge parter sig i en usund kultur, hvor det er nødvendigt at mobbe andre for ikke selv at blive udstødt. Gruppepres påvirker alle, og det kræver mod at sige fra. Det er derfor også vigtigt, at man som forælder ikke blot beder sit barn sige fra overfor gruppen, men at man anerkender, at det kan være svært at modstå gruppepres.

 

Nogle går ud fra, at et barn, der mobber, ikke har fået de rette værdier med hjemmefra. Derfor forbinder nogle det med dyb skam, når deres barn ikke behandler andre godt.

En usund kultur kan for eksempel opstå i skoleklassen, på fodboldholdet, eller i koret, men det kan også være i hjemmet. Hvis det foregår uden for hjemmet, bliver det håndteret af andre voksne end dig, for eksempel barnets lærer, skoleleder, træner eller korleder. Hvis du oplever, at dit barn opfører sig uacceptabelt, er det din opgave at hjælpe med at finde årsagen til mistrivslen, så dit barn kan komme på rette spor igen.

Læs også: Hvornår skal jeg bekymre mig?

Hvis du er i tvivl, om dit barn er god mod andre, har Ulla Dyrløv, specialist i klinisk børnepsykologi, konkrete forslag til, hvordan du kan give situationen an:

“Det kan være, at du skal tage med dit barn til træning eller anden aktivitet, hvor du får en naturlig lejlighed til at se dit barns adfærd i sociale sammenhænge og arenaer, der ikke er barnets hjem. En anden idé er at være opmærksom, når dit barn har venner med hjemme på besøg, og du hører kommunikationen mellem dem både online og fysisk. Her kan du få et indtryk af dit barns tone overfor andre. Som altid er det vigtigt, at du er åbent og ærligt tilstede. Hvis du lister omkring og smuglytter, vil det blot svække dit barns tillid til dig.”

Start den gode tone derhjemme

Kommunikationen i hjemmet betyder meget. Hvis du taler respektfuldt til dit barn, vil det som regel betyde , at dit barn lærer at tale respektfuldt til andre.

Ulla Dyrløv har fem gode råd til, hvordan du præger kommunikationen i en god retning derhjemme:

  • Brug aldrig sarkasme og skjulte beskeder mellem linjerne. Det er vigtigt, at du som forælder taler respektfuldt og er tydelig overfor dit barn.
  • Din mimik og de ord, der kommer ud af din mund, skal passe sammen.
  • Udstil ikke dit barn over for andre.
  • Vær helt klar og utvetydig omkring, at du forventer dit barn behandler andre godt, men vær samtidig åben overfor, at der kan være situationer, der kan forklare, at dit barn reagerer uhensigtsmæssigt over for andre.
  • Sig for eksempel: ”Det er ikke til diskussion, at du skal behandle andre mennesker ordentligt, men vi kan godt tale om, hvordan man kan sige fra på andre måder.”

De vigtigste ting at huske på

  • Vær åben overfor, at det kan være dit eget barn, der behandler andre dårligt
  • Ikke at skælde ud og udskamme dit barn
  • Gå undersøgende til værks ved at se bag adfærden på dit barns umiddelbare reaktioner. Reaktioner er et symptom på, at der er noget galt
  • Se på, hvordan du taler til og om dit barn og til andre.
Opdateret 24 MAR 2022