Forebyggelsespakke - Solbeskyttelse
Danskerne har verdens femtestørste forekomst af nye tilfælde af modermærkekræft, og forekomsten er stigende. Kræft i huden opstår som oftest efter udsættelse for UV-stråling og kan dermed forebygges. Formålet med forebyggelsespakken om solbeskyttelse er at understøtte kommunen i arbejdet med at udarbejde planer og iværksætte indsatser, der kan medvirke til at forebygge kræft i huden.
UV-stråling fra både den naturlige sol og solarium blev i 2009 af verdenssundhedsorganisationen WHO klassificeret som kræftfremkaldende for mennesker.
Op til 90 pct. af alle tilfælde af kræft i huden kan relateres til UV-stråling fra den naturlige sol og fra solarier. I en generelt lyshudet befolkning som den danske kan op til ni ud af ti tilfælde af kræft i huden forebygges ved, at man undgår solskoldninger og reducerer eksponeringen for UV-stråling.
Formålet med denne forebyggelsespakke er derfor at understøtte kommunen i arbejdet med at udarbejde planer og iværksætte indsatser, der kan medvirke til at forebygge kræft i huden.
Forebyggelsespakken indeholder anbefalinger til:
- Rammer for solbeskyttelse, fx solbeskyttelsespolitikker, solsikre legepladser samt retningslinjer for kommunen som arbejdsplads
- Information og undervisning i solbeskyttelse, fx opdateret viden om solbeskyttelse til relevant personale og forældre samt undervisning i solbeskyttelse.
Den nuværende viden om effektive indsatser til at fremme solbeskyttelse er beskeden, fordi det ikke er tilstrækkeligt undersøgt. Men sparsom viden om effektive indsatser skal dog ikke være en hindring for, at der iværksættes forebyggelsesindsatser på området. Eftersom børn og unge er en særlig sårbar gruppe, er der grund til at prioritere indsatser målrettet disse målgrupper.
Serien af forebyggelsespakker
Serien af forebyggelsespakker omhandler følgende temaer:
- Alkohol
- Fysisk aktivitet
- Hygiejne
- Indeklima i skoler
- Mad og måltider
- Mental sundhed
- Overvægt
- Seksuel sundhed
- Solbeskyttelse
- Stoffer
- Tobak
Som en introduktion til arbejdet med forebyggelse har Sundhedsstyrelsen udarbejdet publikationen Kommunens arbejde med forebyggelsespakkerne.