xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Puljefinansieret NKR: Behandling af forreste korsbåndsskade hos voksne

Formålet med denne nationale kliniske retningslinje er at bidrage til en mere ensartet og evidensbaseret tilgang til at belyse udvalgte dele af behandlings- og rehabiliteringsindsatser til voksne patienter med overrevet forreste korsbånd.

Dansk Selskab for Artroskopisk Kirurgi og Sportstraumatologi og Dansk Idrætsmedicinsk Selskab udgiver en national klinisk retningslinje med fem forskellige anbefalinger for behandlingsmodaliteter til voksne patienter med overrevet forreste korsbånd. Anbefalingerne omhandler såvel operative som non-operative behandlinger af forreste korsbåndsruptur og belyser følgende nedslagspunkter.

  1. Kirurgisk rekonstruktion versus superviseret genoptræning
  2. Patellasenegraft versus semitendinosus-/gracilissenegraft
  3. Rekonstruktion af forreste korsbånd inden for 3 uger versus tidligst efter 3 uger
  4. Non-operativ behandling ved superviseret styrketræning versus hjemmetræning
  5. Tilbagevenden til sport baseret på funktionelle kriterier versus tid

Retningslinjen viser, at der er grundlag for at tilbyde kirurgisk rekonstruktion, at begge graftvalg fører til tilfredsstillende resultater, og at subakut versus elektiv rekonstruktion kan sidestilles. For non-operative behandlinger er det god praksis at tilbyde superviseret og struktureret styrketræning og at tilbagevenden til sport efter overrevet forreste korsbånd ikke kun baseres på tid, men også på funktionelle kriterier.
 
Retningslinjen afdækker evidensgrundlaget for effekten af behandlingerne og belyser behovet for specifikke forskningsområder inden for de præsenterede behandlinger.

Der er tale om udgivelse af en puljefinansierede NKR, hvor Dansk Selskab for Artroskopisk Kirurgi og Sportstraumatologi og Dansk Idrætsmedicinsk Selskab  er afsender. Puljen til NKR er målrettet de faglige selskaber og miljøer på sundhedsområdet, som kan søge om midler til at udarbejde egne nationale kliniske retningslinjer, baseret på GRADE metoden til graduering af evidensens kvalitet og anbefalingens styrke.

Retningslinje 

National klinisk retningslinje for behandling af forreste korsbåndsskade hos voksne (pdf)

National klinisk retningslinje for behandling af forreste korsbåndsskade hos voksne (magicapp.org)

 

Sundhedsstyrelsen tilbyder metodevejledning og kvalitetsvurderer den metodologiske kvalitet af de puljefinansierede kliniske retningslinjer, men anbefalingerne i retningslinjerne vil ikke nødvendigvis være et udtryk for Sundhedsstyrelsens holdninger eller anbefalinger på det givne område.
Opdateret 26 JUL 2021