Puljefinansieret NKR: Non-farmakologisk behandling af længerevarende symptomer efter hjernerystelse
Formålet med denne nationale kliniske retningslinje er at bidrage til en mere ensartet og evidensbaseret tilgang til non-farmakologisk behandling af voksne patienter med længerevarende symptomer efter hjernerystelse.
Retningslinjen præsenterer anbefalinger for syv udvalgte kliniske problemstillinger. Den afdækker evidensgrundlaget for effekten og belyser behovet for specifikke forskningsområder inden for non-farmakologisk behandling af hjernerystelse. Følgende områder er undersøgt:
- Effekt af tidlig information og rådgivning af patienten om symptomer tidligt efter traumet.
- Effekt af gradueret fysisk træning med henblik på at patienten kan tackle fysisk træthed og fysiske symptomer og få styr på niveauet af fysisk aktivitet.
- Effekt af vestibulær genoptræning med hensyn til problemer med balance og svimmelhed.
- Effekt af manuel behandling med fokus på nakke og rygsøjle.
- Effekt af samsynstræning til at afhjælpe symptomer, som skyldes, at synet er blevet påvirket af hjernerystelsen.
- Effekt af psykologisk behandling, hvor der arbejdes med patientens sygdomsopfattelse, følelsesmæssige reaktioner og mestringsstrategier.
- Effekt af den tværfaglige tilgang når patienten modtager flere forskellige behandlinger samtidigt, eksempelvis psykologisk behandling, rådgivning, synstræning og fysioterapi. Den koordinerede, tværfaglige indsats er vigtig, fordi symptomerne spænder så bredt. Nogle symptomer skal behandles hver for sig, mens andre skal behandles på samme tid.
Der er tale om udgivelse af en puljefinansieret NKR, hvor Dansk Center for Hjernerystelse er afsender. Puljen til NKR er målrettet de faglige selskaber og miljøer på sundhedsområdet, som kan søge om midler til at udarbejde egne nationale kliniske retningslinjer baseret på GRADE metoden til graduering af evidensens kvalitet og anbefalingens styrke.
National klinisk retningslinke for non-farmakologisk behandling af længerevarende symptomer efter hjernerystelse (magicapp.org)
Sundhedsstyrelsen tilbyder metodevejledning og kvalitetsvurderer den metodologiske kvalitet af de puljefinansierede kliniske retningslinjer, men anbefalingerne i retningslinjerne vil ikke nødvendigvis være et udtryk for Sundhedsstyrelsens holdninger eller anbefalinger på det givne område.
Opdateret 22 APR 2021