xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Mød Noreen

Sekretær i enheden Beredskab og smitsomme sygdomme

 

Jeg er den første sekretær i enheden Beredskab og smitsomme sygdomme (BES). Jeg startede i Sundhedsstyrelsen i januar 2021, da covid-19 var på sit højeste. Også på dét tidspunkt var der i høj grad brug for en sekretær til at agere bindeled mellem mine kollegaer, ledelse og på tværs af huset. Men også udadtil. Der er nemlig mange politiske hensyn, og stor opmærksomhed omkring arbejdet i BES. Både under epidemien men i høj grad også i dag.

Jeg har tidligere arbejdet i Forsvarskommandoen, hvor jeg også har siddet med beredskab. Men selvom beredskabet fylder en del af min hverdag, er der også tid til andre opgaver. For eksempel at svare på borgerhenvendelser og at være i daglig kontakt med landets praktiserende læger.

Jeg er født i Pakistan og kom til Danmark med min familie som 7-årig i 1973. Derfor havde jeg for nyligt 50-års jubilæum i Danmark, som jeg selvfølgelig skulle fejre sammen med mine kollegaer. Jeg inviterede derfor BES til pakistansk festbuffet med klassiske pakistanske retter efterfulgt af en præsentation af min opvækst i Danmark. For jeg ville gerne give mine kollegaer et indblik i min kultur.

Min pakistanske baggrund har også betydet, at jeg kunne hjælpe til med at oversætte børnevaccinationsprogrammet til urdu. Sådan er det i Sundhedsstyrelsen; alle bidrager og hjælper til, hvor de kan. Da jeg startede, fik jeg hjælp af husets andre sekretærer, hvilket var meget betydningsfuldt for mig. Det har medvirket til, at jeg har været med til at danne et sekretærforum, hvor vi, Sundhedsstyrelsens sekretærer, mødes fire gange om året og udveksler erfaringer.

Jeg har aldrig oplevet så godt et fællesskab på en arbejdsplads før, blandt andet fordi vi alle har et fælles mål om at skabe sundhed for alle.


Opdateret 08 FEB 2024