Den nationale demenshandlingsplan 2025
I 2016 indgik regeringen og satspuljepartierne aftale om udmøntning af 470 mio. kr. i den nationale demenshandlingsplan 2025.
Den nationale demenshandlingsplan har overordnet til formål at gøre Danmark til et demensvenligt samfund frem mod 2025. Handlingsplanen opstiller tre nationale mål for demensindsatsen frem mod 2025:
- Danmark skal have 98 demensvenlige kommuner
- Flere mennesker med demens skal udredes, og 80 procent skal have en specifik diagnose
- En forbedret pleje- og behandlingsindsats skal nedbringe forbruget af antipsykotisk medicin blandt mennesker med demens med 50 procent frem mod år 2025
Alle initiativer har som overordnet mål at forbedre indsatsen for at udrede, pleje og behandle mennesker med demens frem mod 2025.
Styrkelse af demensindsatser i 2020-2026
Som opfølgning på demenshandlingsplanen blev det besluttet at tilføre yderligere 244,4 mio. kr. til at styrke demensindsatserne i perioden 2020-2023 i aftalen om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet.
Sundhedsstyrelsen fik i den forbindelse til opgave at gennemføre initiativer til at nedbringe forbruge af antipsykotisk medicin hos mennesker med demens, og skabe meningsfulde hverdage for mennesker med demens og deres pårørende.
Læs mere om de enkelte initiativer i demenshandlingsplanen og styrkelse af demensindsatsen i nedenstående menu.
Der er yderligere blevet tilført 56 mio. kr. til at styrke demensindsatserne i 2023-2026 i aftalen om udmøntningen af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet.
Med afsæt i midlerne for 2023-2026 arbejder Sundhedsstyrelsen aktuelt med til at styrke demensindsatsen gennem bl.a. en national alliance til nedbringelse af antipsykotisk medicin, en videreførelse af demensrejseholdet, og en styrket indsats til at forebygge udadreagerende adfærd i ældreplejen ved bl.a. at udbyde korte rådgivningsforløb og et diplommodul.
Læs mere om korte rådgivningsforløb
Initiativer og fokusområder
Demenshandlingsplanen rummer i alt 23 initiativer fordelt på fem fokusområder. Sundhedsstyrelsen er ansvarlig for 11 af initiativerne indenfor alle fem fokusområder.
Fokusområde 1: Tidlig opsporing og bedre kvalitet i udredning og behandling
Initiativ 3: Færre, tværfaglige udrednings- og behandlingsenheder
Der blev afsat 145 mio. kr. til reorganisering og etablering af udgående funktioner mv. samt et løft af udredningskapaciteten i perioden 2017-2019. Sundhedsstyrelsen har udarbejdet anbefalinger til, hvordan demensudredningen kan samles på et mindre antal tværfaglige udrednings- og behandlingsenheder, og hvor geografisk spredning prioriteres.
Sundhedsstyrelsens anbefalinger skal medvirke til, at mennesker som skal undersøges for mulig demens får en høj og mere ensartet kvalitet af udredningen og behandlingen. Det skal blandt andet ske ved at samle demensudredning og behandling på færre, tværfaglige enheder.
Initiativ 4: Nye nationale kliniske retningslinjer på demensområdet
Der blev afsat i alt 3 mio. kr. til udarbejdelse af nye nationale kliniske retningslinjer inden for udvalgte områder i forhold til behandling af mennesker med en demenssygdom.
Der er blevet udarbejdet følgende tre nationale kliniske retningslinjer:
NKR: Diagnostik af mild cognitive impairment og demens (2018)
Aktuelt arbejder Sundhedsstyrelsen med at udarbejde nye nationale kliniske anbefalinger vedrørende ”Forebyggelse og behandling af adfærdsmæssige og psykiske symptomer ved demens” som forventes udgivet i starten af 2025. Midlerne til dette blev givet i styrkelsen af demensindsatsen under Aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2023-2026
Initiativ 5: Nedbringelse af forbruget af antipsykotika blandt mennesker med demens
Initiativet bestod af en monitorering af forbruget af antipsykotisk medicin, som skulle opgøres og offentliggøres årligt ift. aldersgrupper, og hvor resultaterne sammenlignes på tværs af kommuner og med resten af befolkningen. Samtidig blev der afsat i alt 6,1 mio. kr. til et øget fokus på lægers udskrivning af antipsykotika via screening af medicineringen og til mere læring og information om korrekt medicinering.
Som opfølgning på demenshandlingsplanen er der blevet lavet flere initiativer, herunder skabt en national alliance, til at nedbringe forbruget af antipsykotisk medicin til mennesker med demens.
Initiativ 6: Nationale anbefalinger til optimale tværsektorielle og tværfaglige forløb
Der blev afsat i alt 2 mio. kr. til at foretage en evaluering af de eksisterende regionale forløbsprogrammer og samarbejdsaftaler på demensområdet som afsæt for, at Sundhedsstyrelsen efterfølgende udarbejder faglige anbefalinger for tværsektorielle forløb for mennesker med demens.
Fokusområde 2: Bedre kvalitet i pleje, omsorg og rehabilitering
Initiativ 7: Håndbøger med vidensbaserede anbefalinger til social- og sundhedsfaglig praksis på demensområdet
Der blev afsat i alt 2,5 mio. kr. til at udarbejde håndbøger med vidensbaserede anbefalinger til styrkelse af den social- og sundhedsfaglige praksis. Håndbøgerne skulle udarbejdes med afsæt i de faglige temaer, hvor det social- og sundhedsfaglige personale efterspørger viden. Formålet er både at højne kvaliteten af indsatserne og samtidig sikre en mere fælles og sammenhængende tilgang på demensområdet.
Initiativ 8: Flere og bedre tilbud om fysisk træning og aktivitet
Der blev afsat i alt 32 mio. kr. til at støtte kommunerne i at implementere nationalt udviklede træningskoncepter/-pakker, som formidles til kommunerne. Træningspakkerne skal bidrage til større ensartethed i tilbuddene, og til at kommunernes trænings- og aktivitetstilbud baseres på nyeste viden om, hvilke former for træningsindsatser, som har en positiv effekt på trivsel og livskvalitet for mennesker med demens.
Træningspakkerne er udarbejdet, og der er udarbejdet en erfaringsopsamling, der kortlægger kendskabet til og anvendelsen af træningsguiden.
Fokusområde 3: Støtte til mennesker med demens og pårørende
Initiativ 12: Flere og mere meningsfulde dag- og aflastningstilbud samt støtte til yngre med demens
Der blev afsat i alt 38 mio. kr. til at styrke kvaliteten og fleksibiliteten i dag-og aflastningstilbud samt tilbuddene om afløsning i hjemmet, og til at øge fokus på de særlige problemstillinger, som pårørende til yngre med demens står med. Som led i initiativet understreges kommunernes forpligtelse til at sørge for den nødvendige transport af personer med demens, som muliggør deltagelse i dag- og aflastningstilbuddene.
Puljen er udløbet og projekterne er afsluttet.
Initiativ 13: Rådgivnings- og aktivitetscentre for mennesker med demens og deres pårørende, herunder yngre med demens
Der blev afsat i alt 37,5 mio. kr. til at oprette rådgivnings-og aktivitetscentre for mennesker med demens og deres pårørende med inspiration fra bl.a. Kallerupvej i Odense. Formålet med initiativet var at støtte etableringen af rådgivnings- og aktivitetscentre, hvor mennesker med demenssygdomme og deres pårørende kunne henvende sig anonymt og uden forudgående visitation og få kontakt med ligestillede samt blive tilbudt støtte og rådgivning. Der skulle bl.a. være fokus på gruppen af yngre med demens, for hvem det ellers kunne være svært at lave målrettede tilbud i de enkelte kommuner, samt hjemmeboende mennesker med demens i de tidlige stadier af sygdommen. I perioden 2020-2023 blev der som opfølgning på demenshandlingsplan 2025 bl.a. afsat 52 mio. kr. i en pulje til videreførelse af de 13 rådgivnings- og aktivitetscentre.
Puljerne er udløbet og projekterne er afsluttet. Der er undervejs ved de forskellige puljeprojekter udarbejdet både en vidensafdækning, en evaluering og en erfaringsopsamling.
Fokusområde 4: Demensvenlige boliger og samfund
Initiativ 14: Lokale og landsdækkende aktiviteter skal understøtte et demensvenligt samfund
Som led i at understøtte udviklingen af det demensvenlige lokalsamfund blev der afsat i alt 25 mio. kr. til etablering af lokale eller landsdækkende partnerskaber til bredt forankrede oplysningskampagner og til konkrete projekter, hvor frivillige skaber aktiviteter for mennesker med demens og deres pårørende. Der blev lagt vægt på geografisk spredning ved tildelingen af midler.
Der er efterfølgende været to yderligere puljer, hvor man kunne søge tilskud til at arbejde med et demensvenligt samfund. Efter den første pulje blev der udgivet en erfaringsopsamling, som viser mange forskellige måder, man kan arbejde med at understøtte et demensvenligt samfund. Denne mangfoldighed i mulige indsatser er fortsat i de efterfølgende puljer.
Puljerne er udløbet og projekterne er afsluttet.
Fokusområde 5: Øget videns- og kompetenceniveau
Initiativ 19: Ny national forskningsstrategi på demensområdet og forskning
Med henblik på at styrke forskningen på demensområdet blev der afsat i alt 6,7 mio. kr. til at udarbejde en national forskningsstrategi, som skulle være med til at sætte retningen for forskningen på området frem mod 2025, og til erhvervs-ph.d.’er, der skal forske i demensområdet.
Initiativ 22: Praksisnært kompetenceløft i kommuner og regioner
Der blev afsat i alt 145 mio. kr. til en ansøgningspulje til brug for kompetenceløft i kommuner og regioner hos relevante medarbejdere og ledere, hos relevante faggrupper inden for pleje og omsorg og på relevante hospitalsafsnit. Formålet var at understøtte et kompetenceløft på både kommunalt og regionalt niveau, samt at sikre en kompetenceudvikling på demensområdet med fokus på anvendelse og forankring af viden og kompetencer i praksis.
Der blev lagt vægt på dels praksisnær læring på alle niveauer i pleje og behandlingsindsatsen, dels formel kompetencegivende efter- og videreuddannelse.
Læs mere om initiativ 22:
Demenshandlingsplan: Praksisnært kompetenceløft i kommuner og regioner 1. udmøntning
Demenshandlingsplan: Praksisnært kompetenceløft i kommuner og regioner 2. udmøntning