xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Babyalarmer, fjernaflæste målere og trådløse telefoner

Ud over mobiltelefoner og trådløse netværk bruges trådløs teknologi også i en række af hverdagens apparater.

Babyalarmer

Trådløse babyalarmer kommunikerer via radio- eller mikrobølger med lav intensitet og dermed kort rækkevidde. 

Babyalarmen udsender kun radio- eller mikrobølger, når der overføres signaler, hvilket normalt kun sker i korte tidsrum. Nogle babyalarmer sender dog vedvarende signaler eksempelvis modeller med billedoverførsel eller video.

Når babyalarmen placeres uden for barnets rækkevidde, eksempelvis i fodenden af en barnevogn eller tremmeseng, vil radiobølgernes intensitet mindskes betydeligt på grund af afstanden. Der er derfor ikke grund til at mistænke babyalarmer for at have negativ indflydelse på helbredet.

Trådløse el-, vand- og varmemålere

Trådløse målere gør brug af radio- eller mikrobølger til kommunikation af måledata imellem en husstand og en udbyder af elektricitet, vand eller varme.

Selv om måleren altid er tændt, udsendes radio- eller mikrobølger kun under dataoverførsel, hvilket sker i meget begrænsede tidsrum. Derfor er eksponeringen lav sammenlignet med den, man eksempelvis får fra mobiltelefoner eller mobilmaster. Der er ikke grund til at mistænke smart meters for at have negativ indflydelse på helbredet. 

Trådløse telefoner

Trådløse telefoner kommunikerer ved hjælp af radiobølger. Da de virker over forholdsvis korte afstande er den maksimale sendestyrke svag sammenlignet med mobiltelefoner. Trådløse telefoner udsender primært radiobølger i forbindelse med samtale. Når systemet ikke er i brug, udsender de kun synkroniseringssignaler med lav intensitet. 

Der er ikke grund til at mistænke trådløse telefoner for at have negativ indflydelse på helbredet. 

Opdateret 21 NOV 2023