xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Tidlig indsats og forebyggelse af mistrivsel og psykiske lidelser hos børn og unge

Psykisk mistrivsel og psykiske lidelser optræder hyppigt hos børn og unge. Mere end hvert syvende barn eller ung diagnosticeres med mindst én psykisk lidelse, inden de fylder 18 år. Det er muligt at opdage børn og unges psykiske mistrivsel og psykiske lidelser tidligt. Udviklingsforstyrrelser som for eksempel ADHD og autisme er kendetegnet ved, at de første tegn allerede viser sig inden eller i indskolingsalderen.

En tidlig indsats over for psykisk mistrivsel kan forebygge forværring af mistrivslen, og udvikling af psykiske lidelser som depression og angst. En tidlig indsats kan også forebygge, at der opstår andre sundhedsmæssige og sociale problemer i familien.

Det pædagogiske personale i grundskolen er tæt på barnet/den unge, forældre eller de primære voksne og vil sammen ofte være dem, der får den første bekymring om psykisk mistrivsel hos et barn

Modellen

I samarbejde med Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har Sundhedsstyrelsen derfor udviklet en model for tidlig indsats og opsporing i grundskolen.

Modellen indeholder værktøjer, som skal hjælpe det pædagogiske personale i grundskolen til at vurdere, hvornår de skal handle på deres bekymring for et barn eller en ung i mistrivsel og beskriver, hvordan kommune og skole kan introducere klare handleveje for det pædagogiske personale. Modellen indeholder følgende tre dele:

  1. Organisering af samarbejdet og kendte handleveje
  2. Fælles vidensgrundlag om psykisk mistrivsel og psykisk lidelse
  3. Anvendelse af SDQ -værktøjet i grundskolen og udpegning af ressourcepersoner

Det langsigtede mål med modellen er at forebygge udvikling og forværring af psykiske lidelser hos børn og unge.

Modellen skal ses i sammenhæng med det Kommunale behandlingstilbud til børn og unge, som du kan læse mere om her

Pulje til afprøvning af modellen

I 2023 blev der opslået en pulje, hvor kommuner kunne søge om at afprøve modellen. To kommuner har fået midler til at afprøve modellen frem til 2026. Afprøvningen skal undersøge, hvordan modellen bedst kan implementeres samt hvilke barrierer og muligheder, modellen har for at understøtte det pædagogiske personale i at opspore tegn på psykisk mistrivsel og tidlige tegn på psykisk lidelse.

Læs mere om modellen

Den politiske aftale

Puljen kommer af aftalen om udmøntningen af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds og arbejdsmarkedsområdet, hvor der er afsat 13,2 mio. kroner i 2023-2026 til et initiativ om tidlig indsats og forebyggelse af mistrivsel og psykiske lidelser hos børn og unge, som en del af den politiske aftale om en 10-årsplan for psykiatrien og mental sundhed fra september 2022.

Opdateret 18 JUN 2024