Klinikassistent sætter fokus på tand- og mundhygiejne i Roskilde
Ansættelse af klinikassistent i ernæringsteam, der består af seks kliniske diætister, en ergoterapeut og en klinikassistent har styrket ældre borgeres tand- og mundhygiejne i Roskilde Kommune.
Roskilde Kommune etablerede i 2014 et ernæringsteam som reaktion på, at flere ældre borgere var underernærede og havde uplanlagt vægttab. Da der er en tæt sammenhæng mellem tand- og mundhygiejne, dysfagi og risiko for underernæring, ansatte ernæringsteamet i 2015 en tandklinikassistent. Tanken har været at forbygge sygdomme, der opstår på baggrund af bakterier i mund og svælg. Udover tandklinikassistenten består teamet af seks kliniske diætister og en ergoterapeut.
Tandklinikassistenten indledte sit arbejde med at screene alle borgere på kommunens ni plejecentre. Gennem screeningerne blev tandklinikassistenten opmærksom på en række generelle udfordringer med borgernes tand- og mundhygiejne. Tandklinikassistenten holdt derfor en times oplæg for plejepersonalet på alle ni plejecentre for at klæde plejepersonalet på til at sikre opmærksomhed på borgernes tand- og mundhygiejne. Oplægget handlede om tegn på dårlig tand- og mundhygiejne, fx om der sidder madrester mellem tænderne efter tandbørstning, om der er tegn på infektioner (belægninger eller rødme på tungen) og opmærksomhed på smerte under synkning. Derudover viste tandklinikassistenten plejepersonalet teknikker til tandbørstning på ældre borgere.
De indledende screeninger og oplægget om tand- og mundhygiejne gjorde samtidig plejepersonalet opmærksomme på, at tandklinikassistenten kan tilkaldes efter behov. I dag bruges tandklinikassistenten ad hoc, når borgerne på plejecentrene har behov for det.Plejepersonalet og tandklinikassistenten følger 4 trin
Plejepersonalet observerer borgeren
Plejepersonalet tager kontakt til tandklinikassistenten
Tandklinikassistenten undersøger borgeren
Tandklinikassistenten vejleder borgeren
Tålmodighed og trygge rammer
I Roskilde Kommune har tålmodighed og forståelse været en vigtig del af arbejdet med at undersøge borgernes tand- og mundhygiejne. Da undersøgelsen for nogle borgere kan være forbundet med frygt og tabu, har kommunen arbejdet med at skabe trygge rammer for borgerne, bl.a. ved at undersøgelsen foregår i trygge rammer hjemme hos borgeren selv. Derudover har ernæringsteamet øvet sig i at anvende samtaleteknikker, som bidrager til en afslappet stemning og motiverer borgerne til at ændre vaner og livsstil.
Ernæringsteamet har erfaret, at det er nyt for plejepersonalet at fokusere på tandpleje. Plejepersonalet er derfor blevet oplært i tegn på problemer med tand- og mundhygiejnen. Tandklinikassistenten har været tilgængelig for sparring og udvikling af plejepersonalets faglighed på området – plejepersonalet har bl.a. kunne kontakte tandklinikassistenten telefonisk.