Abort
I Danmark har gravide kvinder, som er fyldt 15 år i udgangspunktet fri adgang til abort, hvis indgrebet foretages inden udgangen af 18. graviditetsuge (17 uger + 6 dage).
En gravid kvinde, som overvejer eller har truffet beslutning om abort eller fosterreduktion, skal henvende sig til en læge. I praksis kan det være en praktiserende læge (det behøver ikke at være den gravide kvindes egen læge), en praktiserende gynækolog eller en læge på et sygehus.
Lægen skal vejlede den gravide kvinde om mulighederne for støtte, hvis graviditeten gennemføres, og muligheden for at få foretaget abort eller fosterreduktion.
Til dig der vil vide mere om abort, herunder regler, rettigheder og muligheder, enten fordi du overvejer abort eller du er fagperson, pårørende eller partner til en gravid kvinde der overvejer abort:
På Sundhed.dk kan du finde samlet viden og information om abort
Til dig der beskæftiger dig med abort eller fosterreduktion, herunder støtte og rådgivning:
På Retsinformation kan du finde Sundhedsstyrelsens reviderede Vejledning om abort og fosterreduktion
Vejledningen henvender sig til sundhedspersoner og andre, som varetager opgaver relateret til abort og fosterreduktion, og som skal yde relevant støtte og behandling til gravide kvinder, der overvejer, har truffet beslutning om eller har fået foretaget abort eller fosterreduktion.
Vejledningen beskriver det overordnede forløb for abort og forsterreduktion. Derudover beskrives krav til dokumentation, forhold vedr. samtykke samt reglerne for forældremyndighedsindehavers adgang til information og aktindsigt i mindreåriges journaloplysninger.
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en oversigt over, hvad lægen skal oplyse og vejlede den gravide kvinde om ved 1. lægekontakt. Ligeledes er der udarbejdet en oversigt med generel information og særlige opmærksomhedspunkter i forbindelse med afholdelse af støttesamtaler hhv. før og efter abort eller fosterreduktion. Heri beskrives også overvejelser i forbindelse med støttesamtale med unge og/eller sårbare gravide kvinder.
Vejledningen er gældende fra den 1. juni 2025.
Støtteredskaber:
- Første lægekontakt (pdf)
- Støttesamtale før abort eller fosterreduktion (pdf)
- Støttesamtale efter abort eller fosterreduktion (pdf)
Lovændring om abort den 1. juni 2025:
- Lov om ændring af sundhedsloven (Ændring af ugegrænsen for den fri abort)
- Lov om ændring af lov om sundhedsloven (Abort uden forældresamtykke eller tilladelse fra Abortnævnet for 15-17-årige)
- Lov om ændring af sundhedsloven (Oprettelse af et nyt abortnævn m.v.)
Ændringer i den nye abortlovgivning
Ændring af ugegrænsen
Fra den 1. juni 2025 vil ugegrænsen for den fri abort være udgangen af 18. graviditetsuge (17 uger + 6 dage).
Ændring af aldersgrænsen
Unge der er fyldt 15 år har pr. 1. juni 2025 ret til abort uden forudgående samtykke fra forældremyndighedsindehaveren indtil udgangen af 18. graviditetsuge (17+6).
Forældremyndighedens indehaver skal heller ikke informeres eller inddrages i den mindreåriges overvejelser eller beslutning om abort, og vil ikke få adgang til aktindsigt i oplysninger om abort i den mindreåriges patientjournal. Den mindreårige skal opfordres til at inddrage forældrene eller en anden voksen, som den unge har tillid til.
Rådgivning og vejledning
Den gravide kvinde skal gøres opmærksom på, at hun kan få vejledning af sundhedspersoner og i bopælskommunen om mulighederne for støtte til at gennemføre en graviditet eller til støtte efter barnets fødsel.
Den gravide kvinde skal fortsat vejledes om retten til abortstøttesamtaler før og efter et abortindgreb. Støttesamtalerne kan foregå hos en sundhedsperson eller hos civilsamfundsorganisationer, herunder handicaporganisationer og patientforeninger.
Nyt Abortnævn
Hvis det skønnes, at graviditeten har overskredet udgangen af 18. graviditetsuge (17+6), skal den gravide kvindes anmodning om tilladelse til abort straks forelægges for Abortnævnet.