Demens og antipsykotisk medicin
Demenshandlingsplanens tredje nationale mål er, at en forbedret pleje- og behandlingsindsats skal nedbringe forbruget af antipsykotisk medicin til mennesker med demens med 50 % frem mod udgangen af 2025.
- Forbruget af antipsykotisk medicin til ældre borgere med demens på 65 år eller derover er uændret i perioden fra 2017-2023. Knap hver femte (19,0 pct.) ældre borger med demens har indløst recept på antipsykotisk medicin i 2023. Andelen er nu igen på samme niveau som i 2017, hvor Demenshandlingsplanen blev iværksat.
- I perioden 2021-2023 ses et lille fald (0,9 procentpoint) i andelen af ældre borgere med demens i behandling med antipsykotika (fra 19,9 til 19,0 pct.).
- Der er en faldende tendens for ældre borgere med demens på 65 år eller derover, der er i længerevarende behandling med antipsykotika (over 12 måneder). I 2017 var 66,5 pct. af de ældre borgere med demens på 65 år eller derover i længerevarende behandling, mens andelen i 2022 er 58,5 pct.
Undgå antipsykotisk medicin til mennesker med demens
Hvorfor skal mennesker med demens som udgangspunkt ikke have antipsykotisk medicin?
Bivirkninger
- Behandling med antipsykotisk medicin til mennesker med demens øger dødeligheden med 35% og kan medføre en lang række bivirkninger som f.eks. sløvhed, nedsat kognitiv funktion, forvirring, øget risiko for fald og infektioner indsæt flere
- Man vil ofte, pga. den beroligende virkning ikke få viden om, hvad den underliggende årsag til mistrivslen var.
- De underliggende årsager til mistrivsel kan bl.a. være somatisk sygdom, infektioner, medicinbivirkninger eller reaktioner på utilstrækkelige plejefaglige indsatser eller udækkede psykologiske og sociale behov.
Som udgangspunkt skal mennesker med demens ikke have antipsykotisk medicin. Effekten af behandlingen til mennesker med demens er i bedste fald er beskeden og kan medføre alvorlige bivirkninger og øget dødelighed. Samtidig nedsætter medicinen de kognitive evner hos mennesker med demens og svækker evnen til at kommunikere endnu mere. Dette vanskeliggør samarbejdet og muligheden for at tilbyde den relevante pleje og omsorg til mennesket med demens.
Hvorfor anvendes antipsykotisk medicin ofte til borgere med demens
Mennesker med demens har ofte nedsatte kognitive funktioner herunder sprog. Når et menneske med en demenssygdom ikke trives fx pga. uopfyldte psykologiske- eller fysiske behov, afspejles det i personens adfærd, hvilket kan opleves voldsomt og uforståeligt for både borgeren selv, for pårørende og personale. Pårørende og personale kan opleve at være magtesløse ift. hvad man kan gøre og borgeren kan være stærkt forpint. I disse tilfælde kan det virke som en løsning at anvende antipsykotisk medicin, hvor man primært vil benytte den beroligende virkning for at dæmpe den udadreagerende adfærd.
I mange situationer er antipsykotisk medicin ikke den rette behandling pga. bivirkninger, og man vil ofte, pga. den beroligende virkning ikke få viden om, hvad den underliggende årsag til mistrivslen var. De underliggende årsager kan bl.a. være somatisk sygdom, infektioner, medicinbivirkninger eller reaktioner på utilstrækkelige plejefaglige indsatser eller udækkede psykologiske og sociale behov.
Hvad anbefales som behandling af mistrivsel hos mennesker med demens?
I stedet for antipsykotisk medicin, anbefaler Sundhedsstyrelsen ikke-medicinske tiltag som f.eks. personcentreret omsorg og andre psykosociale indsatser kombineret med systematisk årsagsanalyse.
Behandling, pleje og omsorg af god kvalitet kan forebygge den adfærd, som skaber mistrivsel og uforståelig adfærd. Personcentreret støtter og tilgodeser den enkeltes behov og trivsel, idet den sikrer at mennesket med demens får dækket sine grundlæggende psykologiske behov.
Ved mistrivsel udføres en systematisk årsagsanalyse, som afdækker de bagvedliggende årsager til adfærden, herunder fx somatisk sygdom, infektioner eller medicinbivirkninger – eller udækkede behov ift. plejeindsatsen.
Som førstevalg afprøver ikke-medicinske tiltag som socialpædagogiske indsatser og personcentreret omsorg og målrettet pleje, der er erfaring med kan forebygge unødig anvendelse af antipsykotisk medicin. Altså fokus på de grundlæggende behov borgeren.
I hvilke situationer kan antipsykotisk medicin overvejes
Kun ved akut behov og i sjældne tilfælde kan det være nødvendigt med antipsykotika, f.eks. hvis personen fremstår stærkt forpint af psykotiske symptomer, er til fare for sig selv eller andre.
Andengenerations-antipsykotika kan nøje overvejes til det fåtal af personer med demens, hvor psykotiske symptomer er pinefulde for personen, eller hvis personen er til fare for sig selv eller andre, eksempelvis hvis agitation og udadreagerende adfærd nødvendiggør hurtig intervention.
Sigtet med behandlingen bør være så kort som mulig med så lav en dosis som muligt hvor en ønsket effekt opnås. Enkelte personer med demens har dog erfaringsmæssigt behov for længerevarende behandling med antipsykotika, og behandlingsvarigheden må derfor vurderes individuelt.
Anbefaling at seponér antipsykotisk medicin (som hovedregel ved udtrapning) hos personer med demens i langvarig (>3 måneder) behandling”.
Sammen om at nedbringe antipsykotisk medicin til mennesker med demens
Nedbringelse af antipsykotisk medicin er en kompleks faglig opgave. Der er mange parter involveret i behandlings- og plejeopgaven, herunder almen praksis, regionale enheder (psykiatri, ældrepsykiatri, hospitalsafdelinger, udredningsafdelinger) og ældreplejen (Plejehjem, hjemmeplejeenheder, midlertidige aflastningspladser, rehabiliteringspladser osv.).
Det er derfor ikke kun i ældreplejen, at arbejdet skal gøres. Blandt alle parter er der behov for at arbejde målrettet med at skabe fokus, fælles systematik, de rette kompetencer, klare arbejdsgange, tydelig ansvarsfordeling og en forbedret kvalitet i pleje og behandling af mennesker med demens.
Sundhedsstyrelsen er ved at udvikle forskellige støttematerialer til samarbejdet på tværs, som vil være tilgængeligt her på siden når færdigudviklet.