xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Nyt pakkeforløb for lungehindekræft

Sundhedsstyrelsen offentliggør i dag et nyt pakkeforløb for udredning og behandling af lungehindekræft. Formålet med det nye pakkeforløb er at forbedre prognosen og livskvaliteten for patienterne.

23 MAR 2015

Formålet med det nye pakkeforløb er at forbedre prognosen og livskvaliteten for patienterne. Pakkeforløbet skal sikre, at alle patienter oplever en veltilrettelagt udredning og behandling og omfatter derfor hele forløbet, fra mistanken opstår, gennem udredning, behandling og til og med efterforløbet. 

Lungehindekræft er en sjælden kræftform, og diagnosen gives årligt til ca. 100 danske patienter. Sygdommen er relateret til eksponering for asbest, og der har over de seneste årtier været en stigning i forekomsten af lungehindekræft blandt mænd. Der er regionale forskelle i forekomsten af lungehindekræft, hvilket er relateret til forskelle i den industrielle anvendelse af asbest. 

Behandlingen af lungehindekræft består for de fleste patienters vedkommende udelukkende af kemoterapi, men en mindre gruppe patienter tilbydes også kirurgisk behandling i kombination med andre behandlinger. 

Det nye pakkeforløb skal være implementeret i regionerne senest d. 1. oktober 2015.

Pakkeforløbet for lungehindekræft er udarbejdet af Sundhedsstyrelsen med rådgivning fra en arbejdsgruppe sammensat af faglige repræsentanter fra regionerne, lægefaglige selskaber, medlemmer af Dansk Mesotheliom gruppe, Dansk Lungecancer gruppe (DLCG), sygeplejersker med flere. 

Pakkeforløbet tager udgangspunkt i nationale kliniske retningslinjer for udredning, behandling og kontrol af lungehindekræft udarbejdet af Dansk Mesotheliomgruppe, som er en arbejdsgruppe under Dansk Lunge Cancer gruppe (DLCG). Det beskriver faserne i et standardforløb for patienter med lungehindekræft, hvor de enkelte trin er tilrettelagt som tids- og indholdsmæssigt veldefinerede begivenheder, der som udgangspunkt følger et på forhånd booket forløb.