xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Kom til konference om brugerinddragelse

Sundhedsstyrelsen sætter sammen med Danske Regioner, KL, Danske Patienter & ViBIS fokus på, hvordan sundhedsvæsenet kan inddrage brugerne bedre gennem digitalisering.

30 JUN 2022

Konsultationer, behandlinger, kontroller, kommunikation og meget andet gennemføres i dag helt eller delvist digitalt. Den digitale udvikling fik et stort skub fremad under corona-pandemien, og mange steder viste det sig at være et godt alternativ for nogen, også da pandemien ikke længere satte dagsordenen.

Men hvad sker der egentlig med brugerinddragelsen, når sundhedsvæsenet digitaliseres? Hvordan sikrer vi, at digitaliseringen skaber reel brugerinddragelse. Og hvordan sikrer vi, at der ikke skabes ulighed? Og hvilke potentialer har digitalisering i forhold til at styrke inddragelsen, hvis vi griber det rigtigt an? Det bliver diskuteret på en national konference om brugerinddragelse, mandag den 10. oktober 2022 på Hotel Nyborg Strand.

”Det er så vigtigt, at patienter og pårørende tager del i udviklingen af strategier, arbejdsgange og prioriteringer, så vi kan sikre, at sundhedsvæsenet møder den enkelte bruger, hvor de er, og på en måde, som giver mening for dem. Vi inddrager allerede brugerne, når vi udarbejder nationale anbefalinger, retningslinjer mv., der bidrager til udviklingen af sundhedsvæsenet, men ingen tvivl om at det er et område hvor vi kan gøre det bedre og derfor er det vigtigt at drøfte.”, siger Helene Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen.

På konferencen dykker deltagerne sammen ned i den eksisterende viden om brugerinddragelse i en digital kontekst. De bliver præsenteret for gode eksempler fra praksis, og vi drøfter de udfordringer, der kan opstå, når man flytter brugerinddragelsen fra kendte, fysiske rammer til en helt ny, digital kontekst. Vi tager også en debat om, hvordan vi mindsker ulighed og styrker brugernes empowerment, både på individ- og organisatorisk niveau.

Konferencen holdes mandag den 10. oktober 2022, kl. 10.00-15.30 på Hotel Nyborg Strand, Østerøvej 2, 5800 Nyborg.

Målgruppen for konferencen er både patienter og pårørende, sundhedsprofessionelle, ledere og kvalitetsudviklere i sundhedsvæsenet samt politikere og organisationer, der interesser sig for brugerinddragelse.

Tilmeld dig her


Digitalisering, inddragelse og ulighed i sundhed

Sundhedsstyrelsen sætter i en session på konferencen fokus på, hvordan brugerne kan inddrages gennem digitalisering, når der sættes nye initiativer i gang, der skal bidrage til at udvikle sundhedsvæsen.

 

Birgitte Nørgaard, professor i brugerperspektiver og forskningsleder på Syddansk Universitet (SDU), vil indlede sessionen med et rammesættende oplæg om viden vedrørende organisatorisk brugerinddragelse i en digital kontekst. Muligheder og faldgruber samt ulighed i sundhed i relation til brugerinddragelse diskuteres med udgangspunkt i konkrete eksempler.

 

Dernæst sættes der fokus på inddragelse af brugere i udviklingen af Min Sundhedsplatform (MinSP) i Region Hovedstaden. Der zoomes blandt andet ind på, hvordan brugere i et patientpanel bidrager til at gøre MinSP bedre og hvordan der arbejdes med forskellige typer af brugere i udviklingen af MinSP. Det vil Ole Mørch Vilster, sektionschef for patientinddragelse, og Laila Royal Rasmussen, designmanager på MinSP, sammen med en bruger fra patientpanelet i Region Hovedstaden, fortælle om.