Sidegevinst: Styrket tværgående samarbejde i Greve Kommune
Projekt Borgerens Valg har haft til formål at skabe øget selvbestemmelse og livskvalitet samt mindske ensomhed blandt seniorer i Greve Kommune. For at lykkes med projektets målsætning har kommunen mobiliseret kræfter på tværs af kommunen og i samarbejde med civilsamfundet. Det har åbnet døren for nye relationer og samarbejdsmuligheder og styrket eksisterende samarbejder. Det har været vigtigt for projektets formål, og er derudover værdifuldt for også det fremadrettede arbejde med kommunens seniorer.
Af projektleder Sigrid Normann Biener
Kommunalt samarbejde
Projekt Borgerens Valg har involveret medarbejdere på tværs af kommunen mellem Center for Sundhed & Pleje og Center for Kultur & Fritid. Det har bl.a. handlet om at kortlægge frivillige aktiviteter på ældreområdet, og gjort disse tydeligt tilgængelige for alle kommunens +75-årige seniorer. Projektet har som sidegevinst gjort det tydeligt, hvordan de to centre kan spille bedre sammen, at de har fælles mål og derfor kan drage nytte af hinandens indsatser. Derudover er der skabt stærkere relationer mellem medarbejderne på tværs af afdelingerne, da de løbende i projektperioden har været involveret i projektgruppemøder, hvilket har skabt en lettere og mere smidig kontaktflade.
I Center for Sundhed & Pleje er projektet gået på tværs af Visitationen, Sundhedsfremme & Forebyggelse, Hjælpemidler og Hjemmeplejeenheder. Også her fortæller medarbejderne, at projektet har fået dem tættere på hinanden, da de har lært hinanden bedre at kende og har fået større viden om, hvad de hver især arbejder med. Det har blandt andet styrket samarbejdet om borgere i overgangen fra Sundhedsfremme & Forebyggelse til Visitation.
To af projektmedarbejderne, der normalt arbejder i hvert deres enhed udtrykker, at: ”Projektet har givet os et større og stærkere kendskab til hinanden og viden om hinandens arbejdsopgaver. Det betyder, at vi bruger hinanden meget mere i hverdagen – også uden for projektet”. – selvbestemmelseskonsulent Cathrine Fuhr Gellner, sundheds- og forebyggelseskonsulent Anette Olausson.
Det styrkede samarbejde har været båret af medarbejdere, der har været inddraget og engageret i projektet. For eksempel er der under projektet blevet etableret en ambassadørgruppe med medarbejdere på tværs af enheder i Center for Sundhed & Pleje. Ambassadørgruppen har været inddraget i projektets udviklingsprocesser og derved sikret, at det tværgående samarbejde har haft fod ud i driften. Dog har det været sværere at engagere og samarbejde med de frontmedarbejdere, der ikke har haft direkte kontaktflade til projektet som del af ambassadørgruppen. Der er derfor et udviklingspotentiale relateret til, hvordan vi fremadrettet sikrer engagement med disse medarbejdere.
Det har været væsentligt for det interne samarbejde, at ledelsen har tillid til projektet og bakker op om, at medarbejderne kan mødes fysisk og virtuelt.
Samarbejde med civilsamfund
En central del af projektet har været at inddrage civilsamfundet. I projektets opstartsfase blev kommunens Frivilligcenter en del af projektgruppen. Efterfølgende er Idræts- & FritidsSekretariatet i Greve også blevet involveret som partner i projektet. Foruden at opbygge en relation til de involverede medarbejdere, har disse samarbejder været af stor betydning for, at projektet har fået hul igennem til kommunens foreninger og organisationer. For eksempel ved at Frivilligcenteret og Idræts- og FritidsSekretariatet har stået som medafsender på invitationer til informationsmøder og andet informationsmateriale om projektet målrettet civilsamfundet.
Der er således afholdt informationsmøder med deltagelse af repræsentanter fra foreninger, som kommunens medarbejdere førhen ikke har haft kendskab eller relationer til. Greve Kommunes sundheds- og forebyggelseskonsulent fortæller, at hendes kontaktflade er blevet større, hvilket er positivt i hendes arbejde med at sluse borgere ud til aktiviteter og fællesskaber.
Medarbejderne i Greve Kommune beskriver, at det har været betydningsfuldt, at der har været afholdt flere fysiske møder med foreningerne. På møderne har deltagerne fået sat ansigt på hinanden, og Greve Kommune har kunne vise foreningslivet, at de støtter op om deres arbejde, hvilket har skabt nye og gode relationer.
Forankring og ejerskab
I Greve Kommune skal vi til at påbegynde arbejdet med forankring af projektets gode erfaringer, og få de virksomme projektelementer ud at leve i driften. Det styrkede tværgående samarbejde forventes at have væsentlig betydning for den forankring.
”Vi ser det som væsentligt, at vi har involveret et stort netværk af aktører inde - såvel som uden for kommunen. Det har været med til at give et fælles ejerskab om projektet, hvor alle har kunne blive hørt, og der har kunnet blive taget højde for ønsker og behov.” – Jacob Fog Topp, Leder af Sundhed & Stab.
Det tværgående samarbejde har bekræftet Greve Kommune i, at det har været meget positivt at samarbejde med de frivillige om tilbud og aktiviteter til de +75-årige i kommunen. Kommunens forskellige aktører og de frivillige foreninger byder ind med hver deres ekspertise for et fælles bedre for kommunens seniorer. Det har skabt et styrket samarbejde om den enkelte borgers behov og muligheder, hvilket øger både borgernes selvbestemmelse og livskvalitet. Greve Kommune ser et stort potentiale i det tværgående samarbejde, som de vil arbejde videre med – også uden for projektet.