Medarbejdere klædes på til livets afslutning
I Midtklyngen, som består af Viborg, Silkeborg og Skive kommune, Hospitalsenhed Midt og de praktiserende læger, samarbejder vi om at styrke mulighederne for, at efterleve de ønsker vores ældre borgere har for livets afslutning. Det gør vi bl.a. ved at snakke med borgerne og deres pårørende tidligt i deres forløb, så vi sammen kan få klarlagt ønskerne for den sidste tid.
Af projektleder Luna Rukjær, Viborg Kommune.
Kompetenceudvikling - samtaler om livets afslutning
For at kunne varetage samtaler om ønsker for livets afslutning, skulle medarbejderne klædes ordentligt på. Allerede i første del af projektet, fandt vi ud af, at vi manglede kompetencer og viden til at kunne tage samtalerne med borgere og pårørende. Derfor prioriterede vi to hele undervisningsdage til medarbejdere i primær- og sekundærsektor, som en væsentlig del af Projekt Livets Afslutning.
Flere elementer i undervisningen
For at klæde sundhedspersonalet ordentligt på til samtalerne, bestod undervisningen bl.a. af:
- Oplevelser fra egen praksis
- Jura om fravalg af livsforlængende behandling og fravalg af genoplivningsforsøg ved hjertestop
- Dokumentationspraksis
- Det eksistentielle
- Kollegasparring
- Workshop op samtalen
De to dage med kompetenceudvikling blev yderligere understøttet med forberedelse og opgaver før, under og efter forløbet med kompetenceudvikling.
Der blev meget bevidst arbejdet med en vekselvirkning mellem input fra uddannelsesleder og fra eksterne undervisere og deltagernes egne erfaringer – alt sammen rettet mod at udvikle og gennemføre indsatser på arbejdspladsen afstemt med egen kontekst.
Undervisning af eksterne konsulenter
Undervisningen varetog Overlæge og ekstern konsulent Ove Gaardboe fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed, sammen med eksterne undervisere – bl.a. præster, den lokale praksislæge og Klinik for Lindrende Behandling.
Undervisningen blev yderst vel modtaget både på små og store arbejdspladser og har også fået en rigtig god evaluering. En af de ting der pointeres, er at alle faggrupper var repræsenteret til undervisningen.
”Vores ledelse udvalgte deltagerne, og det betød, at vi havde medarbejdere fra alle områder med på undervisningsdagene. Det betød rigtig meget, at vi fik den fælles undervisning.”
- Medarbejder, hospital
Stor opbakning
I alt har 235 medarbejdere deltaget i undervisningen, mod forventeligt 160 medarbejdere, som blev frikøbt gennem projektet. Arbejdspladserne har altså selv prioriteret at finde yderligere finansiering til, at flere medarbejdere kunne deltage i undervisningen. Det viser stor ledelsesopbakning, og at emnet er vigtigt at prioritere.
Undervejs i projektet, har der været tilknyttet tværfaglige nøglepersoner fra hver deltagende arbejdsplads. Nøglepersonerne har til opgave at dele deres nyerhvervede viden, samt holde fokus og sikre implementering på egen arbejdsplads.