xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Anbefalinger om fysisk aktivitet og stillesiddende tid for børn i alderen 0 til 4 år

Små børn på 0 til 4 år skal have mulighed for at bevæge sig så meget som muligt i dagligdagen.

Børn under 5 år lærer deres krop at kende, når de bevæger sig spontant. Bevægelse styrker også deres motoriske udvikling, og de bruger kroppen til at udforske omgivelserne med og til at skabe kontakt til andre. 

Under 1 år

Anbefalinger om fysisk aktivitet og stillesiddende tid for børn under 1 år

Lad barnet ligge så meget som muligt på maven, når det er vågent

Anbefalingen gælder lige fra barnet er helt nyfødt. Når barnet ligger på maven, styrker det ryggen og nakke- og armmuskler, så det med tiden kan holde hovedet, skubbe sig op på armene, rulle, sidde stabilt, kravle og gå.

Hjælp barnet til at bevæge sig på forskellige måder i løbet af dagen

Sammen med forældrene kan barnet øve sig i nye og forskellige lege og bevægelser f.eks. at trille, eller at række ud efter ting, som barnet kan tage fat i eller skubbe til og på den måde lære sin krop at kende.

Giv barnet mulighed for at bevæge sig mest muligt i løbet af dagen

Der kan være brug for, at barnet sidder i en skråstol, autostol og højstol, fx under måltid eller køretur, men det bør kun være kort tid ad gangen. Barnets motoriske udvikling styrkes, når det har mulighed for at bevæge sig. Lad ikke barnet sidde passivt fx foran tv og andre skærme, da det kan forsinke den motoriske udvikling.

Husk pauserne

Lige så vigtig nærhed, øjenkontakt og aktiv bevægelse er for små børns udvikling, lige så vigtige er pauserne. Barnet reagerer typisk med uro eller gråd, hvis det bliver overstimuleret, så læg mærke til barnets signaler.

Viden om fysisk aktivitet for børn under 1 år (link til fagperson)

1 til 4 år


Anbefalinger om fysisk aktivitet og stillesiddende tid for børn i alderen 1 til 4 år

Giv barnet mulighed for at bevæge sig mest muligt i løbet af dagen

Tænk over, om der er situationer, hvor barnet er forhindret i at bevæge sig, uden at det egentlig er nødvendigt. Det kan for eksempel være, at barnet sidder i klapvognen eller står på et ståbræt, hvor det måske kunne gå eller cykle ved siden af klapvognen. Barnets motoriske udvikling bliver bedre, når det har mulighed for at bevæge sig.

Giv barnet mulighed for at bevæge sig på forskellige måder i løbet af dagen

Når barnet bevæger sig på nye og forskellige måder, så får det flere motoriske færdigheder og bliver dermed bedre til at kontrollere sin krop. Det er tilfredsstillende for barnet at opleve, at kroppen kan mange forskellige ting, og det giver barnet selvtillid og gode forudsætninger for at lege med andre børn.

Begræns tid, hvor barnet sidder stille

Små børn har brug for pauser, hvor de i kortere perioder sidder stille og slapper af f.eks. med at lege med klodser, bil, dukker eller læse i en bog. Den type stillesiddende aktiviteter styrker samtidig vigtige områder af barnets udvikling for eksempel finmotorik, sprog og evnen til at koncentrere sig. Men meget tid, hvor barnet ikke bevæger sig, for eksempel hvis det ofte sidder foran tv eller andre skærme, kan påvirke barnets sundhed, udvikling og trivsel negativt.

Viden om fysisk aktivitet for børn i alderen 1 til 4 år (link til fagperson)

Se også

Inspiration til bevægelse for børn i alderen 0-4 år

 
Opdateret 06 OKT 2023