xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Graviditet: Tobak og nikotin

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du helt undgår at ryge eller bruge andre nikotinprodukter, hvis du er gravid eller ønsker at blive det. Tobak og nikotin er ikke alene meget usundt for fosteret – det sænker også sandsynligheden for, at du bliver gravid.

Hvis du ryger eller bruger nikotinprodukter

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du holder op med at ryge eller bruge nikotinprodukter, hvis du ammer, eller hvis du er gravid eller ønsker at blive det.

Det er sundest for barnet, hvis du holder op med at ryge og stopper med at bruge e-cigaretter eller røgfrie tobaks- og nikotinprodukter (snus, tyggetobak og nikotinposer). Det er bedst, hvis du kan holde op uden at bruge nikotintyggegummi eller -plaster. Men hvis det er vanskeligt uden disse, bør du tale med din læge eller jordemoder om det. 

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide ikke udsættes for tobaksrøg, hverken hjemme eller på arbejdspladsen. Når du som gravid bliver udsat for tobaksrøg, øges risikoen for at du føder for tidligt og at dit barn vejer mindre ved fødslen. Risikoen bliver større, jo mere røg du udsættes for. 

Før graviditeten

Rygning påvirker ægløsningen, og noget tyder på, at også mandens sædkvalitet forringes af rygning og brug af nikotinprodukter. Rygning er forklaringen på ca. en sjettedel af alle årlige tilfælde af ufrivillig barnløshed i Danmark. Det er derfor bedst at holde op med at ryge og bruge nikotinprodukter, allerede når graviditeten planlægges.

Under graviditeten

Barnets vækst påvirkes, hvis du ryger, udsættes for tobaksforurenet luft eller bruger nikotinprodukter. Alt på barnet bliver mindre – også organer som fx hjerne, lunger og nyrer. Nyfødte, hvis mor har røget under graviditeten, vejer i gennemsnit 250 gram mindre end børn, hvis mor ikke har røget.

Nikotin og andre skadelige stoffer i tobaksrøg giver risiko for for tidlig fødsel og i sjældne tilfælde kan barnet dø. Risikoen er størst, hvis du selv ryger eller bruger nikotinprodukter. Andres tobaksrøg forøger også risikoen. 

Efter fødslen

Hvis du har røget under graviditeten, øges risikoen for vuggedød væsentligt. Et stort svensk studie konkluderer desuden, at ikke alene tobaksrøg, men brug af røgfrie tobaks- og nikotinprodukter under graviditeten kan øge risikoen for vuggedød.

Børn af mødre, der har røget under graviditeten, får flere luftvejsinfektioner og har større risiko for at udvikle astma. Spædbørn og småbørn, der udsættes for tobaksrøg, får oftere astmatisk bronkitis og bliver oftere indlagt for dette. 

Amning

Mange af røgens skadelige stoffer, herunder nikotin, bliver overført til barnet gennem modermælken. Amningen kommer lettere i gang, hvis du ikke ryger eller bruger nikotinprodukter. Undgå derfor at ryge eller bruge andre nikotinprodukter i den periode, hvor du ammer. 

Hvis det ikke er muligt for dig at holde op med at ryge uden at bruge nikotinerstatningsprodukter, bør du tale med din læge om det. Hvis du ikke helt kan lade være med at ryge, frarådes især rygning lige før og under amning.

Hvis du ryger i ammeperioden, kan du mindske de skadelige virkninger ved at ryge så lidt som muligt, ikke ryge i samme lokale som dit barn opholder sig i – samt så vidt muligt ryge lige efter amningen, og så vente med at ryge igen til efter næste amning.

Røgfri graviditet

Pjecen fortæller, hvordan gravide kan få hjælp til rygestop, og om de sundhedsmæssige gevinster ved rygestop.

Pjece: Røgfri graviditet

Læs mere om ryge- og nikotinstop

Opdateret 06 DEC 2023