xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Mikrobølger fra mikrobølgeovne

Mikrobølger fra en mikrobølgeovn udgør under normal brug ingen helbredsfare, da det er en forsvindende lille del, der gennemtrænger lågens metaltrådsnet eller ovnens vægge.

Mikroovn

Mikrobølgerne fra en mikrobølgeovn bliver kun afgivet, så længe ovnen er tændt - når ovnen slukkes, udsender hverken den åbne ovn eller den opvarmede mad mikrobølger.

Alle mikrobølgeovne skal have to separate sikkerhedsafbrydere, som er uafhængige af hinanden. Afbryderne forhindrer, at ovnen kan tændes, når lågen er åben.

Det er en populær misforståelse, at man kan teste sin mikrobølgeovn for lækage ved at lægge sin mobiltelefon i ovnen, lukke lågen og ringe til telefonen. Ovnens vægge og låge er designet til at afskærme mikrobølgernes specifikke frekvens (ca. 2,4 GHz). En mobiltelefon, der opererer ved væsentligt lavere frekvenser, vil derfor ikke have problemer med at opretholde et signal til nærmeste mobilmast.

Opdateret 14 MAR 2024