Mobilmaster
Master til mobiltelefoni udsender og modtager signaler i form af radiobølger. Radiobølgerne bliver udsendt, når der bliver overført data til mobiltelefoner.
Radiobølgerne sendes imellem mobiltelefoner og antenner placeret i toppen af en mobilmast. Antennerne er placeret således, at radiobølgerne sendes horisontalt eller vinklet svagt ned imod jorden. Intensiteten af radiobølgerne, når de rammer jordoverfladen, er lav - selv tæt ved masten.
Der er ikke nogen sundhedsfare forbundet med radiobølger fra mobilmaster, så længe at masterne er opsat så strålingsniveauerne der, hvor mennesker opholder sig, ligger under de fastsatte grænseværdier. Mobilmasterne opsættes forholdsvis tæt for at kunne sikre god forbindelse mellem mobilmaster og mobiltelefoner. Mobilmastens og mobiltelefonens sendestyrke, og dermed radiobølgernes intensitet, tilpasses dynamisk efter sende- og modtageforholdene.
Når der er god forbindelse, reducerer både mobilmast og mobiltelefon derfor deres sendestyrke. Den, som anvender mobiltelefonen, bliver således eksponeret for en lavere intensitet.
Hvem har ansvaret for opsætning af mobilmaster?
Når teleselskaberne vil opsætte en ny mast, er det Klimadatastyrelsen, der giver tilladelse til anvendelse af den konkrete sende- og modtagefrekvens. Det er herefter operatørernes ansvar at sikre, at strålingsniveauerne overholder de fastsatte grænseværdier. Klimadatastyrelsen fører tilsyn med, at grænseværdierne overholdes.