Kort over radon i Danmark
En landsomfattende undersøgelse af radonforholdene i danske boliger blev gennemført af SIS, Risø DTU samt De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland i 2001.
Der blev på den baggrund fremstillet et kort, som kommune for kommune (gamle kommuner før 2007) angiver andelen af enfamiliehuse med værdier over 200 Bq/m³. Ved overskridelse af denne værdi anbefaler bygningsmyndighederne, at der iværksættes enkle og billige forbedringer af boligen.
Kortet kan tjene som ledetråd for, om du bor i et område, hvor der er målt høje radonniveauer (over 100 Bq/m3) i huse. Hvis du vil kende din boligs radonniveau med sikkerhed, skal du få det målt. Det gælder også, selvom du bor i en bygning opført efter 1998.
Typiske radonniveauer i og omkring danske boliger
- Udendørs: 5 Bq/m³
- Gennemsnit flerfamiliehuse: 18 Bq/m³
- Gennemsnit enfamiliehuse: 77 Bq/m³
Jordluften under boligen: 50.000 Bq/m³
Radonkort med byer og veje - Klik på kortet for at se en stor version i pdf.
Radonkort - Klik på kortet for at se en stor version i pdf.
Kortet med byer og veje angiver i tillæg til radonforholdene også placeringen af de største danske byer og veje. Dette kort er udarbejdet af Kort & Matrikelstyrelsen i 2008.
- For landet som helhed havde 4,6 % af enfamiliehusene værdier over 200 Bq/m³. Det svarer til 65.000 huse.
- I visse egne (fx Nordjylland) var mindre end 1 % over 200 Bq/m³.
- I andre egne (fx visse steder på Fyn og Bornholm) var værdien større end 10 %. 15 huse i undersøgelsen havde værdier over 400 Bq/m³.