xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Hvem er i risiko for at have osteoporose?

Hvis du er kvinde efter overgangsalderen, eller mand og ældre end 50 år, og oplever at brække en knogle i en situation, hvor man normalt ikke ville få knoglebrud, kan det skyldes osteoporose. Det kan for eksempel være ved almindelig dagligdags aktivitet.

Brud på arm

Derudover er der en række faktorer, der kan føre til ekstra stort knogletab, og som derfor øger risikoen for osteoporose.

Risikofaktorer 
Får knoglebrud i situationer, hvor man normalt ikke ville få det, for eksempel ved almindelig dagligdags aktivitet
Høj alder. Jo ældre du er, jo mere sandsynligt er det, at du får osteoporose.
Arvelig disposition. Hvis dine forældre, søskende, børn eller andre i den nærmeste familie har osteoporose. 
Lav kropsvægt. Høj og slank kropsbygning (BMI under 19) øger risikoen for osteoporose, specielt hos kvinder. 
Overgangsalder før 45-årsalderen. Hvis du er gået tidligt i overgangsalderen. 
Lavt fysisk aktivitetsniveau. Hvis du har en stillesiddende livsstil, og ikke bevæger dig mindst 30 min. om dagen. 
Lavt indtag af calcium og D-vitamin. Calcium og D-vitamin er vigtige i forhold til at opbygge knoglerne.
Rygning har en negativ indflydelse på knoglerne og kan medføre udvikling af osteoporose.
Stort alkoholforbrug. Et højt forbrug af alkohol nedsætter knoglestyrken og øger risikoen for fald.
Spiseforstyrrelser. Hvis du har haft en spiseforstyrrelse som ung, kan det have påvirket din opbygning af knoglemasse.
For lidt sol. Solens stråler medfører, at der dannes D-vitamin i huden. Er du sjældent i solen, vil det påvirke dit niveau af D-vitamin.
Medicinsk behandling mod andre sygdomme. Flere typer af medicinsk behandling kan betyde, at knoglerne afkalker hurtigere. Det kan for eksempel være langvarig behandling med binyrebarkhormon-tabletter for sygdomme som KOL eller gigt. Du kan også få knogleafkalkning ved antihormonbehandling for brystkræft eller prostatakræft.
Andre sygdomme. Osteoporose kan opstå som følge af andre sygdomme. Det kaldes for sekundær osteoporose. Det drejer sig særligt om sygdomme, som rammer hormonsystemet, for eksempel stofskiftesygdomme og type 1-sukkersyge. Derudover kan blandt andet kræftsygdomme, visse mave-tarmsygdomme og leddegigt give øget risiko for osteoporose.

 

Opdateret 06 OKT 2023