Sløvende stoffer
Sløvende stoffer gør brugeren rolig, sløv og afslappet. Det sker, fordi centralnervesystemet går i slowmotion.
Blandt de sløvende stoffer er fx cannabis (hash), heroin, nerve- og sovemedicin og GHB.
Cannabis (hash)
Hash, marihuana, skunk og cannabisolie er de mest almindelige former for cannabis. Cannabis indtages næsten altid ved rygning, som giver den hurtigste rusvirkning, men det kan også spises eller drikkes.
Cannabis er det mest udbredte stof blandt unge. Ved regelmæssigt brug af cannabis bliver man mere sløv, langsom og ligeglad. Man mister initiativ samt koncentration, nogle bliver nedtrykte, og det bliver sværere at løse problemer. Derfor kan brug af cannabis særligt blandt unge, gøre det svært at gennemføre skole og uddannelse eller fastholde et arbejde.
Benzodiazepiner
Benzodiazepiner er en gruppe af stoffer, som kan udskrives af læger som medicin mod angst og søvnforstyrrelser. Stofferne findes fx i pillerne Rohypnol og Stesolid. De fremstilles både på illegale laboratorier og i medicinalindustrien, hvor fra de siver ud på det illegale marked. Benzodiazepiner kan føre til afhængighed allerede efter 4-8 ugers regelmæssig behandling/brug.
Heroin og morfin
Heroin og morfin fremstilles af opiumvalmuens saft – ligesom kodein og opium. Lignende stoffer kan fremstilles syntetisk, fx metadon og fentanyl. Samlet kaldes disse stoffer opioider, og heroin er det stærkeste. Heroin er mest almindeligt i hvidligt eller brunligt pulver. Det er meget let at blive afhængig af heroin og andre opioider, fordi kroppen hurtigt vænner sig til stoffet.
Snifning af gasser
Stoffer, som let fordamper og derfor kan indåndes (sniffes), kaldes også inhalanter. Ofte bruges helt almindelige hverdagsprodukter, som indeholder opløsningsmidler, der kan indåndes. Det skyldes, at de er nemme at få fat i, da de er både billige og lovlige. Det er stoffer som tit er let tilgængelige i husholdningen som fx lattergas, lightergas, benzin, nogle typer af lim og nogle typer af maling.
Snifning af opløsningsmidler er et meget farligt rusmiddel. Længere tids brug giver alvorlig risiko for helbredsskader. Specielt hjernen tager skade, så man bl.a. får dårligere hukommelse og indlæringsevne. Desuden kan man få skader få nyrer, lever og knoglemarv.
GHB
GHB (gamma-hydroxy-butyrat) findes som en farveløs væske, som pulver og som kapsler. Stoffet kaldes ofte Fantasy eller flydende ecstasy, hvilket er misvisende, da effekterne er forskellige. Regelmæssig brug af GHB kan resultere i afhængighed, hvor man risikerer at opleve panik, søvnproblemer og ubehag, hvis man vil ud af afhængigheden og tager en kold tyrker. Abstinenserne kan være livstruende.