Difteri-stivkrampe-kighoste-polio og Hib-vaccination
Vaccination mod difteri, stivkrampe (tetanus), kighoste, polio og Hib (DiTeKiPol-Hib vaccination) indgår i det danske børnevaccinationsprogram og beskytter mod difteri, stivkrampe, kighoste, polio og Haemophilus influenzae b. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn bliver vaccineret, når de er 3, 5 og 12 måneder. Det er vigtigt, at børn vaccineres til tiden og uden forsinkelse, for på den måde opnår barnet den bedste beskyttelse mod sygdommene.
DiTeKiPol-Hib-vaccinen beskytter mod følgende alvorlige sygdomme:
- Difteri, som skyldes bakterien Corynebacterium diphteriae, og som bl.a. kan give alvorlig og livstruende halsbetændelse
- Stivkrampe (tetanus), som skyldes bakterien Clostridium tetani, og som især findes i jorden og kan smitte via forurenede sår og resultere i en livstruende krampetilstand
- Kighoste, som skyldes bakterien Bordetella pertussis, og som giver infektion i luftvejene og kan føre til livstruende vejrtrækningsbesvær hos spædbørn
- Polio, som skyldes poliovirus, og kan medføre blivende lammelser
- Hib-infektion, som skyldes bakterien Haemophilus influenzaw type b (Hib), og kan medføre hjernehindebetændelse (meningitis) eller strubelågsbetændelse
Du kan læse mere om DiTeKiPol-Hib-vaccinen og de enkelte sygdomme som vaccinen beskytter mod i Sundhedsstyrelsens pjece om børnevaccinationsprogrammet
Om vaccinen
Vaccinen består af afgiftede giftstoffer (toksiner) fra difteri, stivkrampe og kighostebakterier, inaktiveret poliovirus og bestanddele af dræbte Haemophilus influenzae b bakterier.
Efter de tre vaccinationer, når barnet er henholdsvis 3, 5 og 12 måneder, er det beskyttet indtil det er 5-6 år.
Når barnet er 5 år, får det endnu en vaccination mod difteri, stivkrampe, kighoste og polio. Barnet vil herefter være beskyttet mod difteri og stivkrampe i yderligere 10 år. Vaccinationen beskytter mod kighoste i 5-10 år og mod polio resten af livet. Efter tre vaccinationer mod Haemophilus Influenzae b er børnene livslangt beskyttede.
De hyppigste bivirkninger er rødme, hævelse og ømhed på indstiksstedet. Nogle få børn får desuden feber, hovedpine og utilpashed i de første par døgn efter vaccinationen. I forbindelse med feberen kan der i sjældne tilfælde optræde feberkramper, især hos børn der i forvejen er disponerede.