Tilsyn inden for strålebeskyttelse
Sundhedsstyrelsen fører tilsyn med, at lovgivningen inden for strålebeskyttelse overholdes. Tilsyn kan ske proaktivt eller reaktivt.
Overholdelsen af strålebeskyttelseslovgivningen er med til at forebygge ulykker. Ulykker eller hændelser, der resulterer i høje strålingsdoser eller alvorlig forurening, er ofte forbundet med manglende overholdelse af lovkravene. Tilsyn har derfor det vigtige mål at bekræfte sikkerheden for alle typer af virksomheder, der bruger strålekilder og anlæg.
Myndighedens tilsyn indskrænker ikke virksomhedens hovedansvar for sikkerheden og kan ikke erstatte den kontrol, som virksomheden selv skal foretage.
Tilsyn kan ske proaktivt eller som reaktion på tilgængelige indikatorer for afvigelse fra ”normen”. Det kan for eksempel ske på baggrund af virksomhedernes dosisindberetninger eller kvartalsvise indberetningslister for indkøb af kilder. Proaktive tilsyn kan også ske på baggrund af hændelser eller uheld på den enkelte virksomhed eller i branchen – nationalt som internationalt.
Tilsyn kan både være administrative og udgående.