Radioaktivt affald
Radioaktivt affald er materiale, der ikke har nogen anden anvendelse, og som har et indhold af radioaktive stoffer, man skal tage hensyn til, når det håndteres og bortskaffes. Radioaktivt affald skal håndteres og bortskaffes sådan, at det ikke spredes utilsigtet eller udgør en risiko for mennesker eller miljø.
Hvor stammer affaldet fra?
Den største andel af det radioaktive affald i Danmark stammer fra afviklingen af de nukleare anlæg på Risø.
Radioaktivt affald kommer desuden fra brug af radioaktive stoffer til undersøgelser og behandlinger på hospitaler, industrielle anvendelser såsom fyldehøjdemålere i tanke, bestemmelse af massefylde og fugtighed i vejbelægninger, kontrol af svejsninger og konstruktioner m.m., samt til forskning.
Ved bl.a. olie-gas produktion, afbrænding af kul og produktion af geotermal varme kan radioaktive stoffer desuden forekomme som restprodukt, som i nogle tilfælde skal håndteres som radioaktivt affald.
Hvordan håndteres affaldet?
For radioaktive kilder med et særligt højt indhold af radioaktivitet skal virksomhederne indgå en bindende aftale med leverandøren om, at kilderne returneres til producenterne/leverandøren efter endt brug. Dette er en forudsætning for, at en virksomhed kan opnå tilladelse til brug af de højaktive radioaktive kilder.
Affaldet fra afviklingen af de nukleare anlæg på Risø lagres på stedet af virksomheden, som er ansvarlig for afviklingen, Dansk Dekommissionering (DD). Brugere i sundhedsvæsenet og inden for industri og forskning skal også overdrage radioaktivt affald til DD.
Sundhedsstyrelsens rolle
Sundhedsstyrelsen er tilsynsmyndighed for håndtering, opbevaring og deponering af radioaktivt affald i Danmark.
Sundhedsstyrelsen skal føre tilsyn og træffe afgørelser uafhængigt af organisationer, der arbejder med håndtering af radioaktivt affald. Tilsyn og afgørelser sker i henhold til lovgivningen om strålebeskyttelse samt det europæiske direktiv om sikker håndtering af radioaktivt affald. Derfor må Sundhedsstyrelsen bl.a. ikke anvise konkrete løsninger for affaldshåndtering, fordi det går imod princippet om uafhængighed for tilsynsmyndigheden.
Sundhedsstyrelsens rolle er derfor at tage stilling til, om sikkerheden og strålebeskyttelsen er tilstrækkelig i enhver sammenhæng, hvor håndtering, opbevaring og deponering af radioaktivt affald finder sted.
Virksomhederne, som genererer radioaktivt affald, har ansvar for, at affaldet håndteres og bortskaffes i overensstemmelse med reglerne på området, så hensynet til sikkerhed og strålebeskyttelse til enhver tid er overholdt.
Udover at føre tilsyn med håndteringen af det radioaktive affald, rapporterer vi internationalt om, hvordan vi i Danmark forholder os til det radioaktive affald. Vi udarbejder også opgørelser (inventorier) over, hvor meget radioaktivt affald vi har i Danmark.
Sundhedsstyrelsens opgaver består i:
- Myndighedsopgaver om strålebeskyttelse, herunder
- tilsyn med håndtering og opbevaring af radioaktivt affald
- beskrivelse af krav til sikkerhed og strålebeskyttelse i forbindelse med opbevaring og deponering af radioaktivt affald. Dette sker for eksempel i arbejdet med etablering af en langsigtet løsning for håndtering af det lav- og mellemaktive radioaktive affald fra afviklingen af de nukleare anlæg på Risø
- beredskabsopgaver og døgnvagt i forbindelse med uheld
- Deltagelse i internationale fora i regi af bl.a. EU og IAEA (International Atomic Energy Agency)
- Ansvar for afrapporteringen i forbindelse med IAEA's internationale fælleskonvention om sikker håndtering af radioaktivt affald
- Ansvar for afrapportering i forhold til EU-kommissionens direktiv om ansvarlig og sikker håndtering af radioaktivt affald.