NORM og NORM-affald
NORM betegner naturligt forekommende radioaktivt materiale og kommer fra den engelske term Naturally Occurring Radioactive Material.
NORM indeholder en eller flere naturligt forekommende radionuklider, hvis aktivitet eller aktivitetskoncentration overstiger undtagelsesniveauerne fastsat af Sundhedsstyrelsen.
NORM forekommer i naturen eller optræder som uønsket biprodukt i anden sammenhæng (f.eks. olie og gas-indvinding, anden ressourceudnyttelse).
NORM, der ikke længere skal eller kan anvendes, benævnes NORM-affald.
Håndtering, opbevaring og bortskaffelse af NORM-affald er underlagt krav om tilladelse eller underretning af Sundhedsstyrelsen.
Radioaktivt materiale indeholdende naturligt forekommende radionuklider, som er udvundet fra undergrunden eller tilsat det radioaktive materiale med henblik på at udnytte stoffernes radioaktive egenskaber, er ikke NORM.
Materiale, som indeholder kunstige radionuklider i mængder, hvis aktivitet eller aktivitetskoncentration overstiger undtagelsesniveauerne, er ikke NORM.
Legetøj, personlige prydgenstande, kosmetik, levnedsmidler og foderstoffer, der indeholder radioaktive stoffer (herunder naturligt forekommende radioaktive stoffer) hvis aktivitet eller aktivitetskoncentration overstiger undtagelsesniveauerne, er ikke berettigede og er dermed forbudt. Sådanne genstande er radioaktivt materiale, men ikke NORM. Sådanne genstande har ingen berettiget anvendelse og skal derfor håndteres som radioaktivt affald.