xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Særligt sårbare grupper: seksualitet

En række udsatte grupper er i særlig risiko for at opleve seksuel mistrivsel, fx i form af sexsygdomme og uønsket graviditet.

Stigmatisering og diskrimination har desuden i mange tilfælde vist sig at have en betydning for udbredelsen af sygdomme blandt udsatte grupper, fordi det kan udgøre en barriere for testning og forebyggende arbejde.

Stofmisbrugere

På lokalt plan har kommunerne ansvaret for forebyggelses- og behandlingsindsatser vedr. stofmisbrug. For at modvirke intravenøs smitteoverførsel har man længe fokuseret på skadesreduktion ved at udlevere gratis og rent ”værktøj” (sprøjter, kanyler, skyllevæske mv.) og give adgang til substitutionsbehandling med oral indtagelse af metadon og buprenofin. Det har utvivlsomt medført, at der i dag ses en begrænset forekomst af HIV blandt stofmisbrugere i Danmark.

Den nationale handlingsplan mod hepatitis C blandt stofmisbrugere beskriver hvilke tiltag, kommunerne skal implementere vedrørende oplysning om smitteveje og sikker sex, testning, vaccination og henvisning.

I de store byer er der etableret ordninger, hvor prostituerede og intravenøse stofmisbrugere får særlig opmærksomhed på klinikker for sexsygdomme, og dermed hurtig adgang til undersøgelser, rådgivning og behandling. Kvindelige stofmisbrugere skal desuden have adgang til langtidsvirkende prævention.

Sårbare unge

Unge der er særligt sårbare af sociale, psykiske eller andre årsager kan ofte mangle viden og kompetencer til at beskytte sig selv og hinanden. Der er derfor brug for rådgivning og vejledning om seksuel sundhed på dag- og døgntilbud, fx på specialskoler og blandt udviklingshæmmede og udsatte unge i botilbud. Pædagoger på disse steder kan kvalificeres til at rådgive om området, og der kan fx etableres et samarbejde mellem sundhedsplejersker og dag- og døgntilbud.

Etniske minoriteter

Afrika er den verdensdel, der er hårdest ramt af HIV, aborter og uønskede seksuelle oplevelser, men andre steder som Thailand og Caribien har også højere forekomst end andre steder, hvilket afspejles i at indvandrere i Danmark fra disse områder er mere udsatte end danskere. Det samme gælder kronisk hepatitis B og C. Også andre seksuelle overførbare infektioner er udbredte uden for Danmarks grænser. Det er forhold, som kræver særlige indsatser vedr. oplysning, rådgivning og testning fra sundhedsvæsenet, kommuner og frivilligorganisationer.

Vejledning om HIV, hepatitis B og C virus (2013)

National handleplan til forebyggelse af hepatitis C blandt stofmisbrugere

AIDS-Fondet

KFUK: Reden International

Røde Kors: Klinik for udokumenterede migranter

Opdateret 15 OKT 2019