Begreber, principper og krav inden for speciale­planlægning

Sundhedsstyrelsen udgav i 2015 rapporten ”Specialeplanlægning - begreber, principper og krav”. I rapporten beskrives de generelle principper, krav og anbefalinger for specialeplanlægningen, som er gældende på tværs af de enkelte specialespecifikke vejledninger.

Begreber i specialeplanen

Overordnet opererer specialeplanerne med følgende begreber for at beskrive de forskellige sygehusfunktioner:

Hovedfunktioner

Langt størstedelen af sygehusene opgaver, de såkaldte hovedfunktioner, bliver ikke berørt af specialeplanen. Sundhedsstyrelsen rådgiver om hovedfunktionerne, men beslutter ikke, hvor de skal placeres.

Specialfunktioner

Sundhedsstyrelsen beslutter placeringen af kravene til specialfunktionerne, som omfatter to niveauer:

• Regionsfunktioner, det vil sige funktioner, som har en vis kompleksitet, er relativt sjældent forekommende og/eller kræver en del ressourcer, herunder f.eks. samarbejde med flere andre specialer. En regionsfunktion vares typisk 1-3 steder i hver region.
• Højt specialiserede funktioner, det vil sige funktioner, som har en stor kompleksitet, er sjældent forekommende og/eller kræver mange ressourcer, f.eks. samarbejde med flere andre specialer. En højt specialiseret funktion varetages typisk 1-3 steder i landet.
  
  

Principper og krav

Specialeplanlægningen udarbejdes ud fra en række konkrete krav, som er beskrevet i rapporten nedenfor.

Et væsentligt udgangspunkt for specialeplanlægningen er princippet om, at ”øvelse gør mester”. Det vil sige, at kvaliteten af behandlingen bliver bedre, hvis den sundhedsfaglige erfaring og antallet af behandlinger samles.

”Øvelse gør mester” betyder ikke kun, at den enkelte læge har de rette kompetencer, men også at hele teamet har kompetencerne, og at kompetencerne kan vedligeholdes f.eks. ved oplæring af nye speciallæger, kvalitetsarbejde, forskning m.v. Inden for en lang række fagområder og behandlinger er der solid dokumentation for, at jo flere behandlinger den enkelte afdeling eller læger varetager, des bedre bliver behandlingen for den enkelte patient.

Antallet af behandlinger er dog ikke den eneste grund til at samle komplicerede funktioner på få sygehuse og få hænder. Specialeplanen skal også sikre, at de forskellige specialister er samlet omkring de komplicerede opgaver, da f.eks. avanceret kirurgi ikke kun kræver dygtige kirurger og operationssygeplejersker, men også afhænger af specialister med særlige kompetencer inden for bedøvelse, intensiv behandling, billeddiagnostik, vævsundersøgelser osv.

Kvalitet i behandlingen er altså et væsentligt princip, men også nærhed til sundhedstilbud er af stor betydning, når man skal på sygehuset. Specialeplanlægning er derfor altid en konkret vurdering af kvalitet og nærhed i løsningen af de enkelte specialiserede sundhedsfunktioner.

Specialeplanlægning - Begreber, principper og krav

Principper for behandling med Chimeric antigen receptor T-cell (CAR-T) i specialeplanen

CAR-T behandling er en forholdsmæssig ny behandling, hvor det vurderes, at der vil komme nye indikationsområder. Samtidig er det en behandling til et begrænset antal patienter og høj grad af kompleksitet i behandlingen med behov for et stort antal samarbejdende specialer. Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en beskrivelse af principperne for hvordan CAR-T indplaceres i specialeplanen og hvilke krav der skal være opfyldt for at behandlingen kan foretages.

Sundhedsstyrelsen kan give en midlertidig godkendelse til en specialfunktion. En midlertidig godkendelse kan eksempelvis tildeles i situationer, hvor der i en konkret periode er behov for hjælp til at afvikle en lang venteliste til behandling i en specialfunktion, men hvor der efter afvikling af ventelisten forventes at være den nødvendige nationale kapacitet i de faste godkendelser.

Tildeling af midlertidige godkendelser til specialfunktioner