Ambulancepersonale
Her kan du læse mere om uddannelsen af ambulancepersonale.
I Danmark findes der to uddannelser af ambulancebehandler.
Ambulancebehandler
Uddannelse til ambulancebehandler er en erhvervsuddannelse og finder sted på en erhvervsskole. Uddannelsen varer 3 år og 7 måneder (eksklusiv grundforløb).
Ambulancebehandler med særlig kompetence
Uddannelse til ambulancebehandler med særlig kompetence kræver dokumenteret ansættelse som ambulancebehandler i mindst 3 år på fuld tid. Uddannelsen er en overbygning på uddannelsen til ambulancebehandler og er af mindst 5 ugers varighed.
Uddannelsen er fastlagt af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, og det er Sundhedsstyrelsens opgave at fastsætte de nærmere regler for uddannelserne.
Overgangsbestemmelser
I slutningen af 2008 kunne ambulanceassistenter, der var uddannet tidligere end eller ifølge 1995-regler (bekendtgørelse nr. 987 af 6. december 1994), søge om dispensation til at udøve erhvervet som ambulanceassistent efter den 1. januar 2009. Dispensationen kunne opnås, såfremt en ambulanceassistent, der var uddannet efter de tidligere gældende regler, havde været beskæftiget som ambulanceassistent i 3 år inden for de seneste 5 år forud for denne dato. Dispensationsordningen ophørte i 2009.
Sundhedsstyrelsen godkender ikke uddannelse som ambulanceassistent til ansøgere, der er uddannet tidligere end eller ifølge 1995-regler eller ansøgere, der har taget uddannelse inden for ambulancefaget hos private udbydere.
Hvis du er uddannet tidligere end eller ifølge 1995-regler og ikke har opnået dispensation inden den 1. januar 2009 eller har taget uddannelse inden for ambulancefaget hos private udbydere og nu ønsker at arbejde som ambulanceassistent, skal du henvende dig til en af de uddannelsesinstitutioner, der uddanner ambulanceassistenter for at få lavet en realkompetencevurdering.
Du kan henvende dig til en af følgende uddannelsesinstitutioner:
Udenlandsk uddannelse
Personer med udenlandsk uddannelse inden for ambulanceområdet skal ansøge Styrelsen for Patientsikkerhed om godkendelse af uddannelse.