Specialpsykolog i psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri
Uddannelsen til specialpsykolog i henholdsvis børne- og ungdomspsykiatri og (voksen)psykiatri er postgraduate uddannelser af 4 års varighed for psykologer, der har dansk autorisation fra Psykolognævnet.
De to uddannelser til specialpsykolog består af en etårig introduktionsuddannelse og en efterfølgende treårig hoveduddannelse.
I uddannelserne indgår et teoretisk uddannelsesprogram og en systematisk, superviseret klinisk uddannelse.
Psykologen skal være ansat på en eller flere psykiatriske afdelinger på sygehus, anden institution eller inden for et psykiatrisk videnskabeligt arbejdsområde under hele ansættelsen. Formålet med uddannelserne er, at psykologen gennem en psykologfaglig videreuddannelse på videnskabeligt grundlag opnår teoretisk viden og praktiske færdigheder indenfor sundhedssektoren.
Uddannelsesprogrammet sammensættes individuelt og godkendes af Sekretariatet for specialpsykologuddannelsen. Sekretariatet rådgives af to landsdækkende psykologfaglige uddannelsesudvalg. Psykologen skal i uddannelsen opnå de kompetencer, der er beskrevet i målbeskrivelsen for specialpsykologuddannelsen.
Når uddannelsen er gennemført, får man et af Sundhedsstyrelsen godkendt uddannelsesbevis fra Sekretariatet for specialpsykologuddannelsen.
Bekendtgørelse om specialuddannelse af psykologer i børne- og ungdomspsykiatri og psykiatri