Reduktion af mest indgribende tvangsformer
Alt tvang er indgribende for den enkelte patient. Men nogle typer af tvang opleves mere indgribende end andre. Når det er nødvendigt at anvende tvang, skal den i videst muligt omfang tage højde for den enkeltes ønsker og behov og opleves mindst muligt indgribende.
Som en del af 10-årsplanen har Sundhedsstyrelsen fået til opgave at undersøge, om de tvangsformer, det er muligt at anvende i dag, kan tage tilstrækkeligt højde for den enkelte patients opfattelse og vurdering af indgrebet.
Sundhedsstyrelsen skal i den forbindelse undersøge, hvordan de mest indgribende tvangsformer, herunder bæltefikseringer, akut beroligende medicin med tvang og fastholdelser, kan reduceres. Dertil skal det undersøges, om der er behov for alternative mindre indgribende tvangsformer, som kan være med til at forebygge yderligere brug af tvang.
Sundhedsstyrelsen har som led i arbejdet fået udarbejdet en rapport om patienters vurdering af tvangsformer og danske og internationale erfaringer med anvendelse af mindre indgribende tvangsformer.
Sundhedsstyrelsen har efterfølgende indhentet rådgivning fra regioner, faglige selskaber, eksperter, politiet samt bruger- og interesseorganisationer ved afholdelse af en række bilaterale møder.
Psykiatriloven
Hvornår må tvang anvendes?
Anvendelse af tvang er et meget alvorligt indgreb i
selvbestemmelsesretten. Derfor er der i Psykiatriloven opstillet strenge
betingelser, som skal være opfyldt for at iværksætte tvangsindgreb.
Psykiatriloven beskriver de forskellige typer af tvangsforanstaltninger, og
hvornår de må anvendes. Blandt andet skal tvang udøves efter det der kaldes
”mindste middels princip”, som betyder, at tvang først på benyttes, når man har
forsøgt alle andre muligheder med patientens frivillige medvirken. Samtidig
skal tvangen være rimelig i forhold til det man søger at opnå og så skal den form
for tvang der anvendes altid skal være mindst indgribende.
Det er kun i forbindelse med indlæggelse og behandling på
psykiatrisk eller børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling på offentlige sygehuse,
at tvang må anvendes.
Læs mere i Psykiatriloven
Sundhedsstyrelsen rådgiver myndigheder og sygehuse om formålet med anvendelsen af tvang og brugen af Psykiatriloven. Derfor har Sundhedsstyrelsen udarbejdet vejledninger til bekendtgørelsen om anvendelsen af tvang, som kan findes her: