Tilbud om læring og støtte til praksis på demensområdet
Sundhedsstyrelsen udbyder forskellige praksisnære forløb til kommuner og private leverandører af ældrepleje med det formål at give læring og støtte til praksis i forbindelse med pleje og omsorg af mennesker med demens.
Demensrejseholdet
Demensrejseholdet er et praksisnært læringsforløb i kommuner faciliteret af konsulenter. Kompetenceudviklingsforløbene har til formål at give medarbejderne kompetencer til at styrke plejen og omsorgen for mennesker med demens. Et forløb med Demensrejseholdet tager udgangspunkt i konkrete oplevelser fra medarbejdernes hverdag med borgerne. I lærer konkrete metoder at kende, herunder Beboerkonferencen, og skal under forløbet løbende afprøve forskellige tilgange og metoder i praksis og reflektere over deres effekt bl.a. for borgernes trivsel.
Diplommodul
Diplomuddannelsen Fra udadreagerende adfærd til tryghed og trivsel i den borgernære ældrepleje - set i et dobbeltperspektiv udbydes forskellige steder i landet i 2024-2026. Modulet har til formål at styrke ledere og medarbejdere i ældreplejen til at arbejde mere systematisk med udadreagerende adfærd hos primært borgere med demens og dermed øge trivsel og tryghed for både borgere og medarbejdere. Uddannelsen henvender sig primært til ledere, arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsrepræsentanter og nøglepersoner med ansvar for at udvikle deres medarbejderes praksis eller implementere processer og arbejdsgange i ældreplejen.
Du kan læse mere og tilmelde dig her
Korte rådgivningsforløb
Korte rådgivningsforløb er en mulighed for at få korte skræddersyede forløb specifikt knyttet til arbejdet med at forebygge, håndtere og lære af voldsomme episoder og udadreagerende adfærd i ældreplejen. Formålet er at give sparring til den problematik, som en kommune, en kommunal enhed eller en privat leverandør står overfor og i samarbejde finde frem til handlemuligheder og forbedringstiltag, som kan bidrage til en øget tryghed og trivsel for borgere og medarbejdere på arbejdspladsen.