xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Børn og unge med hjerneskade

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en national faglig visitationsretningslinje, som understøtter den kommunale visitation til børn og unge, der som følge af erhvervet hjerneskade har behov for genoptrænings- og/eller rehabiliteringsindsatser efter udskrivning fra sygehus, stationære afsnit eller ved ambulante kontakter. I tillæg til den findes der også en visitationsretningslinje for børn og unge som samtidig har en psykisk lidelse og endelig et forløbsprogram for børn og unge.

Visitationsretningslinjerne for børn og unge samt voksne med erhvervet hjerneskade er et led af opfølgningen på evalueringen af kommunalreformen, der pegede på behovet for at øge fagligheden og kvaliteten i genoptræningen og rehabiliteringen til personer med erhvervet hjerneskade.

Visitationsretningslinjen for børn og unge med erhvervet hjerneskade og samtidig psykisk lidelse er udarbejdet med baggrund i finanslovsaftalen for 2011. Her blev der i forbindelse med udarbejdelsen af Sundhedsstyrelsens forløbsprogrammer for hhv. voksne og børn og unge med erhvervet hjerneskade afsat midler til at forbedre det samlede grundlag for indsatsen.

Genoptræning og rehabilitering til børn og unge med erhvervet hjerneskade stiller særlige krav til organiseringen af indsatsen. Dels er der tale om et lille område, da skønsmæssigt omkring 125-375 børn og unge årligt visiteres med erhvervet hjerneskade. Dels har børn og unge med erhvervede hjerneskader fået skader i hjernen på et tidspunkt, hvor den endnu ikke er fuldt udviklet.

En væsentlig faglig udfordring er derfor, at barnet/den unge skal behandles og have rehabiliteringsindsatser med det formål at generhverve mistede funktioner og færdigheder samtidig med, at den almindelige udvikling skal understøttes bedst muligt. Desuden er der tale om en patientgruppe, der ofte har et omfattende rehabiliteringsbehov og behov for flere samtidige indsatser på både sundheds-, social-, undervisnings- og fritidsområdet. Endelig har børn og unge med erhvervet hjerneskade en øget risiko for at udvikle psykiatriske lidelser.

Disse forhold understreger behovet for en koordineret og sammenhængende indsats af høj kvalitet for denne målgruppe. Formålet med retningslinjen er at understøtte, at børn og unge tilbydes en indsats på det rette specialiseringsniveau.

Visitationsretningslinje for genoptræning og rehabilitering til børn og unge med erhvervet hjerneskade

Forløbsprogram for børn og unge

Forløbsprogrammet for rehabilitering af børn og unge med erhvervet hjerneskade omfatter børn og unge under 18 år med et rehabiliteringsbehov grundet en akut opstået hjerneskade.

Forløbsprogrammet har til formål at beskrive en samlet interdisciplinær, tværsektoriel og koordineret indsats – lige fra hjerneskaden opstår, til rehabiliteringsforløbet afsluttes, og barnet/den unge har opnået den bedst mulige funktionsevne.

Forløbsprogram for rehabilitering af børn og unge med erhvervet hjerneskade (2011)

Børn og unge med hjerneskade og psykisk lidelse

Visitationsretningslinjen omfatter børn og unge med følger efter en erhvervet hjerneskade, der har en samtidig psykisk lidelse, eller hvor der foreligger mistanke herom. Formålet med denne visitationsretningslinje er at vejlede om opsporing af symptomer på psykisk lidelse hos børn og unge med erhvervet hjerneskade, samt (visitation til) udredning og behandling på sygehuse, i praksissektoren og i kommuner af børn og unge med erhvervet hjerneskade og samtidig psykisk lidelse.

Retningslinjen skal imødekomme de organisatoriske udfordringer, der er i arbejdet med børn og unge, der udover en erhvervet hjerneskade, tillige har en psykisk lidelse, og som derfor har behov for en indsats, der foregår i et tæt samarbejde mellem fagpersoner på tværs af sektorer. Udredning og behandling af disse børn og unge kræver et samarbejde mellem fagpersoner med henholdsvis neurologiske, psykiatriske og pædiatriske kompetencer, ligesom der er behov for pædagogiske, psykologiske og socialfaglige kompetencer. Der er derfor behov for et mere formaliseret samarbejde omkring denne målgruppe.

Målgruppen for visitationsretningslinjen er sundhedspersoner og andre fagpersoner på sygehuse og i kommuner, som varetager indsatser i forhold til gruppen af børn og unge med erhvervet hjerneskade. Retningslinjen henvender sig derudover til de planlæggere og beslutningstagere i kommuner og regioner, som er med til at planlægge indsatsen for børn og unge med erhvervet hjerneskade.

Visitationsretningslinjen supplerer Sundhedsstyrelsens forløbsprogram for børn og unge med erhvervet hjerneskade samt visitationsretningslinjen for genoptræning og rehabilitering til børn og unge med erhvervet hjerneskade.

Visitationsretningslinje for børn og unge med erhvervet hjerneskade og samtidig psykisk lidelse

 

 

 

Opdateret 23 NOV 2022