Vederlagsfri fysioterapi
Vederlagsfri fysioterapi kan efter lægehenvisning gives til børn og voksne, som opfylder en række fastsatte kriterier.
Formålet med den fysioterapeutiske indsats er at forbedre funktioner, vedligeholde funktioner eller forhale forringelse af funktioner.
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en quick guide til henvisning til vederlagsfri fysioterapi. For yderligere information om kriterierne henvises til Sundhedsstyrelsens Vejledning om adgang til vederlagsfri fysioterapi, maj 2021.
Quick guide til henvisende læger
Vejledning om adgang til vederlagsfri fysioterapi
Adgangskriterier
De to hovedgrupper som er omfattet, er mennesker med svært fysisk handicap og mennesker med funktionsnedsættelse som følge af progressiv sygdom:
Mennesker med svært fysisk handicap
For at blive henvist til vederlagsfri fysioterapi, skal personen opfylde alle følgende henvisningskriterier:
- Personen har en diagnose, som er omfattet af diagnoselisten
- Personen har et svært fysisk handicap
- Tilstanden er varig
Mennesker med funktionsnedsættelse som følge af progressiv sygdom
For at blive henvist til vederlagsfri fysioterapi, skal personen opfylde alle følgende henvisningskriterier:
- Personen har en diagnose, som på diagnoselisten er klassificeret som en progressiv sygdom
- Diagnosen er stillet af sygehusafdeling eller speciallæge i neurologi, reumatologi eller andet relevant speciale
- Personen har en funktionsnedsættelse som følge af en progressiv sygdom
- Tilstanden er varig
Ikke omfattede diagnoser
En række diagnoser er ikke omfattet af ordningen om vederlagsfri fysioterapi.
Sundhedsstyrelsen har vurderet, at følgende diagnoser udgør de vigtigste og største diagnosegrupper eller tilstande, som ikke er omfattet af ordningen:
- Artrose (slidgigt)
- Diskusdegeneration/diskusprolaps
- Osteoporose (knogleskørhed)
- Ablatio mammae (mastektomi)
- Whiplash (piskesmæld)
- Bækkenløsning
- Hypermobilitet
- Fibromyalgi
- Myoser
- Morbus Scheuermann
- Kroniske, erhvervede lungesygdomme fx KOL
Funktionsnedsættelse som følge af generel udviklingshæmning, alder eller smerter alene, er ikke omfattet af ordningen.
Tvivlsspørgsmål og klageadgang
I tvivlstilfælde kan henvisende læge eller behandlende fysioterapeut søge rådgivning i forhold til afgrænsningen af ”Vejledning om afgang til vederlagsfri fysioterapi” fra Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsen rådgiver bl.a. om afgrænsningen af de omfattede diagnoser og opfyldelsen af kriteriet for svært fysisk handicap.
Ved tvivlsspørgsmål omhandlende, hvor vidt en diagnose vurderes progressiv, kan personen henvises til vurdering ved relevant speciallæge.
Sundhedsstyrelsen kan kontaktes enten telefonisk på 72 22 74 00 eller skriftligt pr. e-mail til sstprim@sst.dk. Henvendelsen må ikke indeholde personhenførbare oplysninger.
Rådgivningen forudsætter følgende oplysninger:
- En kortfattet sygehistorie, inklusiv den relevante henvisningsdiagnose
- Beskrivelse af funktionsnedsættelsen og handicapgraden inkl. hjælpemidler eller hjælp i hjemmet