xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Mpox

Mpox er en virussygdom. Mpox smitter ved tæt fysisk kontakt som fx kys og sex, og kun når man har symptomer. De typiske symptomer er et udslæt med små blærer på huden samt influenzalignende symptomer. Nære kontakter og personer i særlig risiko kan blive vaccineret mod mpox.

Om udbruddet med ny variant af mpox (clade Ib)

I løbet af den sidste måned har en ny variant af mpox bredt sig fra Den Demokratiske Republik Congo, hvor der har været udbrud siden 2023. Der har været spredning til flere andre lande i Afrika, som ikke tidligere har rapporteret om mpox. I går, den 15. august 2024, blev det første tilfælde registeret i Sverige.

 

Det var forventelig at der ville komme et tilfælde uden for Afrika og som myndighed har vi retningslinjer for, hvordan læger skal håndtere personer med mistænkt mpox. Vi har de seneste år haft få tilfælde af mpox i Danmark, men har endnu ikke set tilfælde af den nye variant i år.

 

Vi er sammen med de øvrige nationale og internationale myndigheder på området opmærksomme på situationen og tilpasser vores retningslinjer og vurderer løbende om der er behov for andre forholdsregler i forhold til den nye variant

Spørgsmål og svar om udbrud med mpox ny variant (clade Ib) august 2024

Hvordan forholder Sundhedsstyrelsen sig til mpox situationen i Danmark?

Vi er opmærksomme på situationen. Det er forventeligt, at der kommer enkelte tilfælde af den nye variant i Danmark, hos personer, som har rejst eller opholdt sig i de berørte områder i Afrika.

Vi har allerede retningslinjer på området om behandling for mpox og ser løbende på, om der er noget, der skal ændres i forhold til den nye variant.

Vi forholder os hele tiden til den pågældende situation og er beredt på at håndtere det, hvis der kommer tilfælde her i Danmark.

Hvordan forholder Sundhedsstyrelsen sig i forhold til situationen i Sverige?

Vi er opmærksomme på, at der har været et tilfælde med den nye variant af mpox i Sverige og holder tæt kontakt mellem de andre myndigheder for at være klar, hvis der også kommer tilfælde til Danmark. I Danmark er der planlagt for, hvordan det skal håndteres myndighederne imellem.

Hvor stor er risikoen for at der kommer mpox tilfælde i Danmark?

Det er sandsynligt, at der vil komme tilfælde af den nye variant i Danmark, hos personer som har rejst eller opholdt sig i de berørte områder i Afrika.

Vi har de seneste år haft få tilfælde af mpox i Danmark i forbindelse med de udbrud, der var i 2022, og derfor er det en forventelig udvikling, at der vil komme enkelte tilfælde. Mange af de personer, der var i risiko, ved det tidligere udbrud er blevet vaccineret, og derfor forventer vi, at de vil være beskyttet mod den nye variant. 

Forventer Sundhedsstyrelsen at der vil blive ændret i retningslinjerne?

Vi er sammen med de øvrige myndigheder på området opmærksomme på situationen, og tilpasser vores retningslinjer og vurderer løbende, om der er behov for andre forholdsregler i forhold til den nye variant. Vi følger løbende de internationale udmeldinger, herunder fra ECDC (European Centre for Disease Prevention and Control) og tilpasser retningslinjerne.

Vil Sundhedsstyrelsen gå ud og lave en større indsats målrettet mod risikogrupper?

Nej, det er ikke planen for nuværende. Men vi har løbende kontakt med relevante aktører på området for at kunne informere om udviklingen.

Hvad gør man som myndighed, hvis der kommer tilfælde af mpox i Danmark?

Oplysning om et tilfælde vil komme fra Statens Serum Institut eller Styrelsen for Patientsikkerhed. Sundhedsstyrelsen vil i samarbejde med de øvrige myndigheder koordinere håndteringen og sikre at den følger de gældende retningslinjer. Derudover vil Sundhedsstyrelsen sikre, at borgerne informeres om eventuelle forholdsregler.

Har der været mpox i Danmark tidligere?

Ja det har der.

Med den gamle variant var der i 2022 192 tilfælde, i 2023 var der 6 tilfælde, og i 2024 har der været 5 tilfælde af den gamle variant i Danmark. 

Findes der en vaccination i forhold til mpox, og anbefaler Sundhedsstyrelsen, at der er flere der skal vaccineres?

Ja der findes en vaccine mod mpox, som mindsker sygeligheden ved mpox.

Der har siden 2022 været mulighed for, at personer i høj risiko for smitte kan blive vaccineret. Fx mænd, som har sex med mænd, og som har flere skiftende partnere. Disse anbefalinger gælder stadig og mange i målgruppen er er allerede vaccineret. Der er også en mulighed for, at nære kontakter til smittede kan blive vaccineret ud fra en individuel lægefaglig vurdering.

Hvad skal man gøre, hvis man er bekymret for at være smittet?

Hvis man har symptomer og er bekymret for at være smittet med mpox fx fordi man tilhører en risikogruppe, har rejst i de berørte områder eller har været i kontakt med en smittet, skal man kontakte sin læge.

Symptomer på mpox er bl.a. små blærer, som kan minde om skoldkopper.

Se desuden spørgsmål og svar her på siden: Hvad er symptomerne på mpox, og hvordan smitter det?

Er det primært MSM (mænd der har sex med mænd) der er i risiko?

Mpox smitter ved tæt fysisk kontakt. Alle kan blive smittet med mpox, men med den ”gamle variant” har vi set flest smittetilfælde blandt mænd, som har sex med mænd og som har flere, skiftende partnere. Smitte foregår gennem seksuel eller tæt kontakt.

Den nye variant tyder på at være lidt mere smitsom, men vi ved endnu ikke, hvilken betydning det har i en dansk kontekst.

Er mpox en farlig sygdom i Danmark

Som dansker skal man ikke bekymre sig. Der er meget lille risiko for smitte og alvorlig sygdom for den almindelige befolkning herhjemme.

Om sygdommen

Mpox smitter ved tæt fysisk kontakt som fx kys og sex, og kun når man har symptomer. De typiske symptomer er et udslæt med små blærer på huden samt influenzalignende symptomer. Nære kontakter og personer i særlig risiko kan blive vaccineret mod mpox.

 

Smitten sker oftest gennem direkte kontakt med de små blærer på huden. En blære kan dog være nok. Smitte sker kun sjældent ved almindelig social omgang, men typisk ved tæt fysisk kontakt fx ved sex, eller hvis man sover i samme seng.

 

Sygdommen vil i langt de fleste tilfælde være mild og går over af sig selv inden for 2-4 uger. Sygdommen kan dog godt gøre ondt og give smerter, særligt ved udslæt i og omkring endetarmen. Det kan også give ar, når blærerne heler.

 

Det er vigtigt, at man undgår sex og tæt fysisk kontakt, hvis man har mistanke om, at man er smittet eller hvis man er testet positiv.

Symptomer og smitte

Hvad er mpox?

Mpox er en virussygdom, som kan smitte fra menneske til menneske ved tæt fysisk kontakt, for eksempel til personer, man bor med eller har sex med. Mpox er det, som man kalder en zoonotisk sygdom, fordi den i udgangspunktet findes hos visse dyr og derfra kan overføres til mennesker.

Hvad er symptomerne på mpox og hvordan smitter det?

Symptomer på mpox er et udslæt med små blærer, som kan minde om skoldkopper. Blærerne sidder ofte omkring kønsorganerne og endetarmen, og under sygdomsforløbet vil de somme tider de spredes til andre steder på kroppen og i munden eller halsen. Nogle får mange blærer, men mange får få (under 10) blærer. Du kan også få influenzalignende symptomer som kulderystelser, hovedpine,muskelsmerter, træthed og hævede lymfeknuder. Disse symptomer kan opstå inden du får blærer på huden.

Mpox kan smitte fra du får de første symptomer og indtil alle skorper er faldet af blærerne og der er dannet ny hud under. Mpox smitter ved, at du kommer i kontakt med væske fra hudblærer eller sår. Selv med meget få blærer kan du smitte videre. Smitte mellem mennesker sker typisk ved tæt fysisk kontakt, fx kys, sex eller hvis man sover i samme seng. Mpox er ikke meget smitsom hvis du ikke er i tæt fysisk kontakt med en smittet.

Virus kan i ganske sjældne tilfælde overføres via luftvejene, hvis du står tæt på en smittet, som hoster eller taler højt. Eller via genstande, der har virus på sig.

Perioden fra man bliver smittet, til man får symptomer (inkubationstiden), er i gennemsnit 6-16 dage, men kan både være kortere og længere, helt op til 21 dage.

Sygdommen varer normalt omkring 2-4 uger og går for de fleste over af sig selv. I nogle tilfælde kan udslættet dog give smerter, særligt hvis det sidder i og omkring endetarmen. Der kan desuden komme ar, dér hvor blærerne har siddet. Du kan tage almindelig smertestillende håndkøbsmedicin, hvis du har smerter.

Er mpox en seksuelt overført sygdom?

Der er altså en risiko for smitte når du har sex med en person, som er smittet med mpox. Risikoen for smitte nedsættes, hvis du bruger kondom, men det er ikke en garanti for at undgå smitte. Mpox kan også smitte gennem genstande, der har været i kontakt med en smittet, fx sexlegetøj, sengetøj eller lignende.

Hvis du har sex med flere forskellige partnere, skal du være opmærksom på symptomer som fx udslæt, sår eller blærer, både hos sig selv og hos dine sexpartnere. Det er en god idé at få kontaktoplysninger på sexpartnere, fordi det er en hjælp, hvis der skal opspores nære kontakter.

Hvis du får symptomer på mpox, skal du undgå at have sex med andre, indtil det er afklaret, om du har mpox, og indtil du er blevet helt rask. Vi anbefaler desuden at du bliver ved at bruge kondom eller slikkelap indtil 12 uger efter udslættet er helet op.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg mistænker at være smittet?

Hvis du mistænker at være smittet med mpox, skal du tage kontakt til din læge uden at møde fysisk op. Når du taler med din læge, kan du fortælle om dine symptomer, og hvor du tænker, at du kan være blevet smittet. Hvis din læge vurderer, at du kan være i risiko for smitte, aftaler I hvordan du kan blive testet. Hvis du skal møde op i sundhedsvæsenet til test, anbefaler vi, at du holder afstand til andre, tager mundbind på og dækker blærer med tøj. Undgå at bruge kollektiv trafik såsom bus, metro og tog hvis muligt.

Har du symptomer på mpox, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du undgår seksuel og tæt fysisk kontakt med andre personer. Det anbefales også, at du undgår kontakt med personer med svært nedsat immunforsvar, gravide og børn under 12 år.

Du bør tildække alle blærer på kroppen, arme og ben med tøj. Afhængig af dine symptomer kan det være, at du skal gå i selvisolation. Mens du venter på testsvar, skal du gå i selvisolation uanset om du har symptomer eller ej.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg tester positiv for mpox?

Hvis du tester positiv for mpox, afhænger det af dine symptomer, om du skal gå i selvisolation eller ej.

Det gælder dog for alle, som tester positiv for mpox, at de skal undgå tæt fysisk kontakt til andre, herunder undgå sex, indtil skorperne er faldet af alle blærer og der er dannet ny hud under. 

Du skal gå i selvisolation hvis du har blærer/udslæt, som du ikke kan dække med tøj, når du er sammen med andre. Fx hvis du har blærer i ansigtet, på hænderne eller i munden. 

Du skal gå i selvisolation hvis du føler dig syg med fx hovedpine, feber, muskelsmerter og/eller kulderystelser. 

Du behøver ikke gå i selvisolation hvis du kan dække dine blærer/udslæt fuldstændig med tøj. Det er vigtigt at du er opmærksom på, om der kommer nye blærer. Hvis der kommer nye blærer, som du ikke kan dække, fx i ansigtet, på hænderne eller i munden, skal du gå i selvisolation. Det er også vigtigt, at du vasker eller desinficerer dine hænder tit og undgår tæt fysisk kontakt til andre personer. 

Du bør som udgangspunkt undgå at ses med personer, som er i risiko for et alvorligt forløb med mpox, hvis de bliver smittet. Hvis du i dit arbejde har tæt fysisk kontakt til andre eller arbejder med børn under 12 år, gravide eller personer med nedsat immunforsvar, skal du blive hjemme fra arbejde indtil skorperne er faldet af alle blærerne og der er dannet ny hud under. 

Læs mere om hvornår du skal gå i selvisolation og hvad du skal gøre, hvis du bliver smittet med mpox

Vaccination

Hvem anbefales at blive vaccineret mod mpox? 

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at en særlig risikogruppe vaccineres forebyggende mod mpox. Sundhedsstyrelsen anbefaler desuden, at nære kontakter til bekræftede tilfælde af mpox tilbydes vaccination for at beskytte mod alvorlig sygdom, hvis de er i særlig risiko.

Vaccination mod mpox beskytter godt mod sygdom, men er ikke en garanti for, at du kan undgå smitte med mpox og undgå at give smitten videre. Derfor er det vigtigt fortsat at være opmærksom på symptomer på mpox. Og har du symptomer på mpox, skal du undlade tæt fysisk kontakt med andre, indtil du ved, om du har mpox og er blevet rask igen.

Vaccination af personer i øget risiko for at blive smittet (PrEP-vaccination) 

I Danmark ses smittetilfældene primært blandt mænd, der har sex med mænd, og som har flere skiftende partnere. Der ses desuden en større andel af smittede, som er i forbyggende PrEP behandling mod hiv eller er hiv-positive. 

Du anbefales at bliver vaccineret hvis du:

  • Modtager PrEP mod hiv.
  • Er en mand, der har sex med mænd, og har haft analt samleje med mindst to mandlige partnere inde for de sidste 12 uger, uanset om samlejet har været beskyttet eller ubeskyttet. Fast, kendt partner tælles ikke med. Brug af kondom er ikke en garanti for, at man ikke bliver smittet eller smitter andre.
  • Er en mand, der har sex med mænd, og har haft syfilis inden for de sidste 24 uger.
  • Er en mand, der har sex med mænd, og har haft klamydia eller gonorré inden for de sidste 24 uger.

Vaccinen kan også tilbydes til kvinder, non-binære og transpersoner, som er i tæt kontakt med personer, som hører til ovenstående gruppe, og derfor har en højere risiko for smitte. En læge vil vurdere, om du falder inden for gruppen for vaccination.

Hvis du har været smittet med mpox, skal du ikke vaccineres. Det gælder også, hvis du bliver nær kontakt til en smittet efter selv at have haft mpox.

Hvor kan du blive vaccineret?

Vaccination mod mpox varetages af de fem regioner, og du kan læse mere om hvor og hvordan du kan blive vaccineret på regionernes hjemmesider.

Læs her, hvor du skal henvende dig i din region for at høre om vaccinationstilbuddet mod mpox:

Hvis du bliver smittet, efter du er blevet vaccineret, skal du ikke vaccineres anden gang (2. dosis).

Hjælper vaccination mod kopper også med at beskytte mod mpox?

Personer, der er vaccineret mod kopper, forventes at have en vis immunitet over for alvorlig sygdom med mpox. Vi kender ikke den præcise immunitet over for mpox.

Koppevaccination ophørte i Danmark i 1977, og kopper blev erklæret udryddet af WHO i 1980.

Selvom du er koppevaccineret er det stadig en god ide at blive vaccineret mod mpox, hvis du er i målgruppen. Læs mere under 'Vaccination af personer i øget risiko for at blive smittet (PrEP-vaccination)'

5 gode råde til at forebygge mpox

Se vores 5 gode råd til at forebygge mpox:

  1. Vær opmærksom på symptomer 
  2. Pas på dig selv og dem, du har sex med: Vent med sex, hvis du har symptomer eller mistanke om smitte
  3. Tag kontakt til din læge ved symptomer
  4. Bliv vaccineret, hvis du er i særlig risiko – men husk at vaccination ikke er en garanti mod smitte
  5. Ring til AIDS-Fondets hotline for LGBT+-personer
Opdateret 16 AUG 2024