xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Tredagesfeber

Tredagesfeber (exanthema subitum) skyldes infektion med virus, og rammer især børn i alderen ½-3 år. Næsten alle børn bliver smittet inden 3-års-alderen.

Information om tredagesfeber

Smitte

Efter at være blevet smittet, udskiller man i perioder virus i spyt resten af livet. Smitte overføres med spyt via hænder eller genstande. De fleste børn smittes af forældre eller ældre søskende. Der ses sjældent større udbrud af tredagesfeber i institutioner.

Symptomer

Sygdommen begynder med pludselig feber, der holder sig på ca. 39° C i 2-4 dage. Barnet er som regel ret upåvirket. Samtidig med at temperaturen falder, fremkommer udslættet, som starter på kroppen. Udslættet består af små, blegrøde pletter, som kan brede sig til hoved og hals, men som er mest udtalt på kroppen. Udslættet svinder i løbet af 1-2 dage. I mange tilfælde fremkommer der ikke udslæt, og så diagnosticeres sygdommen ikke som tredagesfeber. Feberkramper er en forholdsvis almindelig komplikation. 

Der går typisk 1-2 uger fra man bliver smittet, og til man får symptomer.

Behandling

Der er ingen behandling for sygdommen, og der er ikke behov for forebyggende foranstaltninger.

Opdateret 15 FEB 2023