Kære direktører og rektorer
Sundhedsstyrelsen, Danske Gymnasier og Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier har sendt et brev med en appel til lederne af landets gymnaiser og erhvervsskoler om at skabe en sundere og mere inkluderende festkultur.
Hovedparten af danske unge mener, at alkohol fylder for meget, og de oplever et pres for at drikke alkohol. Faktisk fylder alkohol så meget, at hele seks ud af ti unge mener, at det er svært at være en del af det sociale fællesskab på en ungdomsuddannelse, hvis man ikke drikker.
De unge efterspørger et mere inkluderende festmiljø, og som uddannelsesinstitution kan I bidrage til dette ved at tage stilling til og sætte rammerne for den alkoholkultur, I ønsker på jeres skole.
Mange ungdomsuddannelser har de senere år taget stadigt mere ansvar for at bidrage til en sundere og mere inkluderende festkultur. Fx har en række gymnasier igen i år alkoholfri studiestart, hvor de første måneder er fyldt med sociale arrangementer uden druk.
På skolerne har både elever og undervisere gode erfaringer med at fjerne alkohol fra både fester og fredagsbarer uden, at det har påvirket det sociale fællesskab negativt.
Dyk ned i de mange gode eksempler, og inddrag eleverne i udviklingen af aktiviteter, hvor samværet og ikke alkohol er i fokus.
Tag stilling til, hvordan jeres alkoholpolitik skal være, og hvor meget alkohol skal fylde, når I tager imod nye elever efter sommerferien. Og gør det i dialog med både elever, deres forældre og personalet. Formålet er at sikre et ansvarligt, inkluderende, trygt og socialt miljø, der understøtter god trivsel og et godt læringsmiljø for eleverne.
Herunder finder du en række forslag til, hvordan I kan arbejde med alkoholkulturen på jeres uddannelsesinstitution.
Det anbefales, at skolerne igangsætter drøftelser om, hvordan personalet kan være rollemodeller for eleverne, og hvordan de kan bidrage til at vise, at det er muligt at have positive fællesskaber, uden at alkohol er omdrejningspunktet fx i forbindelse med fester og fejringer.
Som skoler kan I gøre meget, men det er utroligt vigtigt, at forældrene støtter op for at skabe en sikker og inkluderende festkultur for de unge.
Fortæl forældrene, at det er vigtigt, at de bakker op om skolens bestræbelser på at skabe et inkluderende fællesskab og sociale arrangementer, der ikke har alkohol som omdrejningspunkt.
Det er også vigtigt at forældrene er klar over jeres regler for alkohol til festerne på skolen og baggrunden herfor, så de ved, hvad der sker, hvis eleverne alligevel dukker påvirket op til festerne.
Sundhedsstyrelsen, Danske Gymnasier og Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier har sendt et brev med en appel til lederne af landets gymnaiser og erhvervsskoler om at skabe en sundere og mere inkluderende festkultur.