Vaccination af børn på 5 måneder
3, 5 og 12 måneders-vaccination mod difteri, stivkrampe, kighoste, polio, Hib og pneumokoksygdom
Når dit barn er 3, 5 og 12 måneder, bliver det tilbudt vaccination mod en række sygdomme:
- Difteri
- Stivkrampe
- Kighoste
- Polio
- Hib (Haemophilus influenza b).
- Pneumokoksygdom
Det er vigtigt, at dit barn får vaccinationerne til tiden og uden forsinkelse. Det er det, fordi barnet på den måde får den bedste beskyttelse mod sygdommene.
Barnet får to stik med to forskellige vacciner. Den ene vaccine beskytter mod difteri, stivkrampe, kighoste, polio og Hib, mens den anden vaccine beskytter mod pneumokokker. Lægen giver dem forskellige steder på barnets krop – normalt på ydersiden af hvert lår.
Læs mere om de forskellige vaccinationer
Spørgsmål og svar
Hvor længe virker 3, 5 og 12 måneders-vaccinationen?
Der er forskel på, hvor længe vaccinationerne beskytter mod de forskellige sygdomme. Efter de tre vaccinationer, som barnet får, når det er 3, 5 og 12 måneder, er barnet beskyttet mod Hib (Haemophilus influenza b) resten af livet. Vaccinationen mod difteri, stivkrampe, kighoste og polio beskytter i kortere tid, og når barnet er 5 år, bliver det derfor tilbudt endnu en vaccination mod difteri, stivkrampe, kighoste og polio. Barnet vil herefter være beskyttet mod difteri og stivkrampe i yderligere 10 år, mod kighoste i 5-10 år og mod polio resten af livet. Læs mere om 5-års vaccination her.
Vi anbefaler, at alle børn og voksne hvert 10. år bliver vaccineret mod difteri og stivkrampe, så man altid er beskyttet. Det gælder især i forbindelse med rejser til udlandet.
Beskyttelsen fra pneumokok-vaccination varer, indtil barnet er 4 år. Herefter er risikoen for alvorlig pneumokoksygdom dog meget lille, og det er derfor som udgangspunkt ikke nødvendigt, at barnet bliver vaccineret igen.
Hvilke bivirkninger kan barnet få efter vaccination ved 3, 5 og 12 måneder?
Al medicin kan give bivirkninger – det gælder også vacciner. De fleste bivirkninger, børn kan opleve efter at være blevet vaccineret, er almindelige og milde bivirkninger, som går hurtigt over.
De hyppigste bivirkninger efter vaccination er rødme, hævelse og ømhed på vaccinationsstedet. Nogle børn kan desuden få feber, hovedpine og utilpashed i de første par døgn efter vaccinationen, og nogle kan kaste op eller få diarré. Allergiske reaktioner efter vaccination er sjældne. Kontakt din læge, hvis du bliver bekymret.