Ny rapport: Sygdomsbyrden i Danmark
Hvilke sygdomme dør danskerne af? Hvilke sygdomme sender flest på førtidspension? Og hvilke sygdomme bruger vi flest penge på at behandle? Svarene findes i en ny rapport fra Sundhedsstyrelsen.
Hvilke sygdomme dør danskerne af? Hvilke sygdomme sender flest på førtidspension? Og hvilke sygdomme bruger vi flest penge på at behandle? Svarene findes i en ny rapport fra Sundhedsstyrelsen. OBS: Rapporten er opdateret den 29. september 2015.
Sundhedsstyrelsen udsender i dag rapporten Sygdomsbyrden i Danmark, som viser helt nye opgørelser af, hvordan 21 udbredte sygdomme belaster danskerne. Rapporten præsenterer tal for, hvordan sygdommene belaster i forhold til forekomst, dødelighed, behandling i både primær- og hospitalssektoren, fravær fra arbejdsmarkedet og sundhedsøkonomiske konsekvenser, samt den sociale ulighed i sygdomsbyrden. Rapporten er udarbejdet for Sundhedsstyrelsen af Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.
De forskellige sygdomme belaster patienterne og samfundet på meget forskellig måde. Der er forskelle i forhold til aldersgrupper, der er forskelle på køn, og der er sociale forskelle. Nogle sygdomme er dødelige og forårsager for tidlig død. Andre sygdomme er belastende i store perioder af hverdagslivet og nedsætter livskvaliteten – både psykisk og fysisk. Endelig trækker sygdommene i forskellig grad på samfundets ressourcer.
”Rapportens resultater er interessante, fordi det er første gang, vi har et dansk studie, der sammenligner belastningen på tværs af en række sygdomme. Den viser bl.a., at det er hjertekar-sygdom og kræft, der er de hyppigste dødsårsager”, siger Jette Jul Bruun, der er chef for Enhed for Forebyggelse og borgernær sundhed i Sundhedsstyrelsen.
Angst er den hyppigste årsag til førtidspension
Et andet resultat, der fremgår af rapporten, er, at psykiske lidelser som depression, angst, skizofreni og misbrug alle er blandt de seks sygdomme, der oftest sender danskerne ud af arbejdsmarkedet. Konkret vil det fx sige, at ca. 2000 personer om året tilkendes førtidspension på baggrund af en angstdiagnose. Derudover er angst den næsthyppigste årsag til, at danskerne henvender sig på de psykiatriske skadestuer og den tredje hyppigste diagnose, der stilles, når danskerne går til lægen.
”De nye tal viser, at der er problemer med danskernes mentale sundhed. Når angst fx er den sygdom, der koster Danmark mest i produktionstab, så er det en sygdom, der både belaster livskvaliteten og samfundsøkonomien”, siger Jette Jul Bruun.
1 million danskere har ondt i ryggen
Mens angst er et af de største problemer for den mentale sundhed, er forskellige smerter i muskler og skelet og migræne de mest udbredte fysiske sygdomme. Lænderygsmerter er registeret hos knap en million danskere, og næsten lige så mange har slidgigt, migræne eller nakkesmerter. De mange smerter sender hyppigt danskerne til lægen, hvilket også fremgår af rapporten, hvor netop lænderygsmerter, slidgigt og nakkesmerter topper listen over årsagerne til, at folk kontakter deres praktiserende læge.
”Nakkesmerter og smerter i lænderyg er klart nogle af de lidelser, som belaster flest danskere i dagligdagen. Lænderygsmerter er fx den hyppigste årsag til, at danskerne må tage sygedage fra jobbet, og derudover er det den fjerde dyreste sygdom, når det kommer til behandling og pleje”, siger Jette Jul Bruun.
Links
Hele rapporten kan downloades her: Sygdomsbyrden i Danmark 2015 (rapporten er opdateret den 29. september 2015)
Trykte eksemplarer kan bestilles hos Sundhedsstyrelsens distributør Rosendahls Schultz Grafisk mod betaling af ekspeditionsgebyr og porto, selve publikationen er gratis.
Tirsdag den 8. september 2015 kl. 9.20 - ca. 11.30 sender Foreningen for Folkesundhedsvidenskab direkte fra fremlæggelsen af rapporten: Det er en åben live streaming.