Voksne kan nu blive gratis vaccineret mod mæslinger
1. april trådte et tilbud i kraft, som gør det muligt for voksne at blive gratis vaccineret mod mæslinger i form af MFR-vaccination.
1. april trådte et tilbud i kraft, som gør det muligt for voksne at blive gratis vaccineret mod mæslinger i form af MFR-vaccination.
Tilbuddet gælder, hvis man ikke allerede er vaccineret eller har haft mæslinger – hvis det er tilfældet, er man nemlig immun og derfor allerede beskyttet mod mæslingevirusset. Man kan blive gratis vaccineret hos sin praktiserende læge eller på en privat vaccinationsklinik.
”Vi er enormt glade for, at vi nu kan tilbyde gratis MFR-vaccination til voksne. Selvom mæslinger er det, der kaldes ”elimineret” i Danmark, så vil der trods alt stadig fra tid til anden opstå tilfælde af mæslinger. Ofte vil der være tale om tilfælde, hvor danskere er blevet smittet på rejser i udlandet. Som vaccineret er man selv beskyttet mod sygdommen og desuden med til at beskytte børn, der ikke kan blive vaccineret, fx fordi de er for små eller særligt sårbare. De børn risikerer at blive alvorligt syge, hvis de bliver smittet,” siger Bolette Søborg, overlæge i Sundhedsstyrelsen
Når man som dansker rejser til lande, hvor mæslingevirusset i langt højere grad cirkulerer, er man i større risiko for at møde det og blive syg, hvis man ikke er vaccineret eller tidligere har haft mæslinger. Det gælder også, når man rejser til lande inden for Europas grænser. Derfor opfordrer Sundhedsstyrelsen også til, at man sikrer, at man er vaccineret mod mæslinger inden eventuel udlandsrejse.