Sådan bekæmper du fnat – opdateret materiale til skoler og borgere
Sundhedsstyrelsen har opdateret materiale og hjemmeside om fnat, så det nu er målrettet alle skoler, institutioner og private hjem
Fnat er stadig er et udbredt problem, og det kan være vanskeligt at komme af med fnat, når man først har fået det. Sundhedsstyrelsen har i løbet af 2019 udsendt information om bekæmpelse af fnat til landets efterskoler, og det materiale er nu opdateret og udsendt til alle landets institutioner.
” I Sundhedsstyrelsen oplever vi forsat en stor opmærksomhed på fnat, og vi kan se, at problemet ikke kun begrænser sig til efterskoler. Derfor har vi opdateret vores materiale målrettet efterskoler, så det nu tydeligt fremgår, at materialet kan benyttes af alle skoler, institutioner og borgere i private hjem,” siger overlæge i Sundhedsstyrelsen Bolette Søborg.
Materialet er i sidste uge sendt ud til grundskoler, efterskoler og ungdomsuddannelser landet over. Materialet indeholder information om symptomer, diagnose, smitteopsporing, behandling og hygiejniske foranstaltninger i forbindelse med fnat.
Samtidig har vi opdateret vores side om fnat på sst.dk og tilføjet en side med de hyppigst stillede spørgsmål og svar om fnat.
Læs Sundhedsstyrelsens information om fnat
Læs det opdaterede materiale om håndtering af fnat på skoler og andre institutioner
Info om fnat
Vær opmærksom på symptomer: Pludselig intens kløe, som er værst ved
sengetid og udslæt med små vabler, som især ses ved den tynde hud mellem
fingrene, på fingre ved håndled, albuer, bryst og i skridtet.
Bliv undersøgt af din læge, hvis du har mistanke om fnat.
Hvis du er smittet, bør du vaske dit tøj, håndklæder og sengetøj ved minimum 60
grader. Tøj og andet, der ikke tåler vask ved 60 grader, skal henstilles i op
til en uge.
Hvis du får konstateret fnat, er det vigtigt, at du kontakter alle dine tætte
kontakter igennem de seneste to måneder, fordi de også skal behandles. Hvordan
man definerer en tæt kontakt, er beskrevet i materialet.
Behandling sker normalt ved grundig indsmøring med permethrin creme (nix),
som smøres på kroppen fra kæberanden og ned, dog skal børn under 3 år og ældre
påsmøre hele kroppen. For den, der har fået konstateret fnat, gentages
behandlingen efter 7 dage. For tætte kontakter, der ikke har fået konstateret
fnat, er én behandling nok.
Selvom kløen kan fortsætte i op til 6 uger efter gennemført behandling, anses
man som smittefri 8-12 timer efter behandlingen er påbegyndt, hvis denne
udføres korrekt.