Test for COVID-19 bliver en del af genåbningen af tandplejen
Sundhedsstyrelsen har opdateret retningslinjerne for omstilling og gradvis øget aktivitet i tandplejen. For at forebygge smitterisiko får personalet mulighed for henvise patienter til test forud for udvalgte behandlinger.
I forbindelse med en gradvis åbning af tandplejen kan tandlæger og tandplejere henvise patienter til test for COVID-19 forud for procedurer, som efter en konkret vurdering skønnes at udgøre en særlig risiko.
For at forebygge smittespredning fra asymptomatiske patienter eller patienter, der ikke kan give udtryk for symptomer på COVID-19, bliver det nu muligt at henvise til test for COVID-19 i tandplejen. Hensigten er at sikre, at der ikke foretages procedurer med øget smitterisiko på personer, der er testet positiv for COVID-19.
”Indførelsen af test ved særlige procedurer er et led i forebyggelsen af smitte mellem patienter og personale. Med en test kan behandling af patienter, som testes positiv med COVID-19, udskydes til et senere tidspunkt,” fortæller Camilla Noelle Rathcke, centerchef i Sundhedsstyrelsen.
Forud for behandling henviser tandlægen eller tandplejeren den pågældende patient til test i de regionale testcentre, og kun patienter med en negativ test vil blive indkaldt til den aftalte behandling. Ved behov for akut behandling henvises personer, som testes positiv, til sygehus eller til tandlægevagten.
Med den opdaterede retningslinje for tandplejen videreføres allerede implementerede tiltag, der nedsætter smitterisiko for tandplejepersonale og for den enkelte patient. Tandplejen skal forsat sikre, at patienter med symptomer på COVID-19 ikke møder op i klinikken, begrænse antallet af patienter i venteværelset på samme tid og sikre korrekt brug af værnemidler for tandplejepersonalet.
Håndtering af COVID-19: Omstilling og gradvis øget aktivitet i tandplejen
Udgivelsen blev 30. juni 2020 erstattet af COVID-19: Generelle retningslinjer for planlægning af aktivitet og forebyggelse af smittespredning i sundhedsvæsenet
Note 14. juni 2021: COVID-19: Generelle retningslinjer for planlægning af aktivitet og forebyggelse af smittespredning i sundhedsvæsenet er forældet.