Antipsykotika bør ikke anvendes rutinemæssigt til behandling af organisk delirium
Sundhedsstyrelsen har opdateret den nationale kliniske retningslinje for forebyggelse og behandling af organisk delirium.
Organisk delirium (delirium ved somatisk sygdom) er en akut og alvorlig tilstand af forvirring, der kan udvikle sig over timer til få dage. Tilstanden forekommer hos akut syge, og ses ofte blandt ældre patienter på intensivafsnit og terminale patienter.
Patienten bliver konfus, ændrer adfærd og kan udvikle psykoselignende symptomer. Patienterne kan opleve den delirøse tilstand som en yderst skræmmende oplevelse af at blive jagtet, bortført, være indespærret eller på anden måde i livsfare. Pårørende kan naturligvis blive forfærdede over den pludselige forandrede tilstand hos patienten.
Patienterne har en markant øget dødelighed, forlænget indlæggelsestid, flere komplikationer under indlæggelsen samt funktionstab, øget plejebehov og nedsat kognitiv funktion i efterforløbet.
”Det er afgørende at behandle den eller de udløsende årsager til den delirøse tilstand. Hvis det ikke er muligt på grund af patientens ubehag eller adfærd, kan man overveje et antipsykotikum til lindring, så der kan gives den nødvendige behandling og pleje. Antipsykotika kan også være nødvendigt, hvis patienten er forpint af hallucinationer eller til fare for sig selv,” siger Simon Tarp, der er formand for Sundhedsstyrelsens arbejdsgruppe.
Retningslinjens overordnede fokus er at sikre relevant opsporing, forebyggelse og behandling af organisk delirium. En enkelt af anbefalingerne, som handler om behandling med antipsykotisk medicin, er blevet opdateret, fordi der er kommet ny viden på området. Her anbefales det, at man ikke anvender antipsykotika systematisk som behandling for delirium, men kan overvejes i særlige tilfælde, hvor patienten for eksempel er til fare for sig selv eller andre eller måske er forpint af vrangforestillinger.
NKR: Forebyggelse og behandling af organisk delirium
Om Nationale kliniske retningslinjer
Sundhedsstyrelsens Nationale kliniske retningslinjer kan ikke stå alene. De skal implementeres og understøttes i de kilder læger og andre sundhedspersoner bruger i deres daglige kliniske arbejde, fx behandlingsvejledninger, lokale instrukser og elektroniske beslutningsstøttesystemer.
Sundhedsstyrelsen har en forventning om, at den opgave bliver løftet af relevante organisationer, særligt hos regionerne og i kommunerne. Det er vigtigt, at de anbefalinger sundhedspersoner bliver mødt med i deres hverdag afspejler Sundhedsstyrelsens anbefalinger.
Derfor sender Sundhedsstyrelsen anbefalingerne i høring hos regionerne og kommunerne, således at de har mulighed for at vurdere, om de grundet ressourcemæssige eller organisatoriske forhold ikke kan implementere og understøtte anbefalingerne.