xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Populære events for borgere med minoritetsetnisk baggrund om sundhed vender tilbage

Sundhedsstyrelsen holder i de kommende måneder en ny række talks i samarbejde med Mino Danmark. Formålet er at skabe dialog og oplyse om centrale sundhedsemner som ulighed i sundhed, sæsonvaccinationer og mental trivsel.

19 NOV 2024

Undersøgelser har gentagne gange vist, at borgere med minoritetsetnisk baggrund i mindre grad end andre befolkningsgrupper bliver vaccineret, tager imod tilbud om screening og er i dårligere mental trivsel.

Derudover viser undersøgelser, at borgere med minoritetsetnisk baggrund bruger sundhedsvæsenet på en anden – og ikke så hensigtsmæssig - måde som resten af befolkningen. Det skyldes blandt andet sproglige barrierer, vanskeligheder ved at orientere sig i sundhedsvæsnets tilbud, samt kulturelle forskelle i opfattelsen af sygdom.

"Det er afgørende, at vi gør en aktiv indsats for at sikre, at alle befolkningsgrupper kender til og har lige adgang til sundhedstilbud. Det gælder både forebyggende tilbud som vaccination og screeninger, samt tilbud om udredning og behandling af fysiske som psykiske sygdomme. Vi ved, at der er barrierer, der forhindrer nogle borgere i at få den rette information og hjælp. Derfor vil vi gerne i dialog med dem og høre, hvad der kan medvirke til, at borgere med minoritetsetnisk baggrund i højere grad tager imod de forskellige sundhedstilbud," siger Niels Sandø, enhedschef i Sundhedsstyrelsen.

Dialog og fællesskab skaber løsninger

Ved de kommende Mino Talks vil der være panelsamtaler med eksperter fra bl.a. Sundhedsstyrelsen samt etniske minoriteter, der deler ud af egne erfaringer fra mødet med det danske sundhedsvæsen. Målet er at gå i dialog, dele viden, nedbryde tabuer og i fællesskab tale om løsningerne.

"Dialog er et vigtigt værktøj til at nå grupper, der ellers kan være svære for os at nå. Det handler om tillid og tilgængelighed. Vi ved fra vores tidligere Mino Talks, at det er meget værdifuldt for deltagerne og os, at vi får talt sammen i øjenhøjde og får viden om, hvordan vi kan gøre det bedre som sundhedsvæsen," siger Niels Sandø.

Praktisk information

Mino Talks vil finde sted i København, Albertslund, Aarhus, Odense og Aalborg 19. november - 10. december 2024.

Den første Mino Talk 19. november afholdes i Nørrebrohallen kl. 17.30 og har særlig fokus på mænd, da det afholdes i forbindelse med Mændenes internationale kampdag.

Mino Talks arrangeres i samarbejde med interesseorganisationen Mino Danmark, der arbejder for at styrke minoritetsetniske danskeres muligheder, stemmer og samfundsdeltagelse.

Arrangementerne er gratis og åbne for alle med interesse i emnerne.

Læs mere hos mino.dk

Mino på Facebook om arrangementet 19. november 2024