Et styrket akutberedskab i hele landet til det præhospitale område 2024
Som led i finanslovsaftalen for 2024 er der afsat midler til initiativet styrket akutindsats i hele landet.
Med finanslovsaftalen for 2024 blev der afsat en pulje på 273,3 mio. kr. i 2024-2027. Midlerne fra finanslovsaftalen blev afsat som en udvidelse af den pulje, der blev afsat med Aftale om Sundhedsreform af maj 2022, til fastholdelse og styrkelse af akutberedskabet med henblik på at sikre hurtig hjælp i de områder af landet, hvor behovet er størst. Den styrkede akutindsats er rettet mod både somatik og psykiatri. Puljen kunne søges af regionerne.
Baggrund
Alle regioner har over en årrække oplevet en stigning i antallet af både 112-opkald og akutte ambulancekørsler. Flere studier peger på, at en stigende andel af de akutte patienter har forværring af kronisk sygdom samt uspecifikke diagnoser. Derudover ses det, at patienterne har flere kroniske sygdomme end tidligere. Tidligere bestod opgaven primært i at transportere patienten til hospitalet. I dag er den præhospitale indsats en integrereret del af det samlede sundhedsvæsen, som bidrager til behandling, smertelindring og afkortning af patientens samlede sygdomsforløb.
Udmøntning af puljen
Puljen blev udmøntet den 12. november 2024. De tildelte midler udbetales årligt til og med 2027. Fra 2028 udmøntes midlerne via bloktilskuddet til regionerne.
Der er foretaget en faglig vurdering af de indkomne ansøgninger og på den baggrund er puljens 273,3 mio.kr. fordelt til at styrke akutberedskabet i alle fem regioner. I udmøntningen er der taget højde for den nuværende vanskelige rekrutteringssituation samt den strategiske udvikling, som det præhospitale område er inde i med hensyn til at styrke visitationen og undgå unødvendige akutte indlæggelser.
Sundhedsstyrelsen har vurderet ansøgningerne i forhold til formålet med puljen og de udmeldte kriterier i puljeopslaget. I vurderingen er der langt vægt på følgende:
- Der etableres nye akutberedskaber, der kan bemandes med relevante kompetencer og udstyr og bidrager til at styrke kvaliteten og hastigheden af den initiale præhospitale behandling, der hvor behovet er størst.
- Sammenhængen med Sundhedsstyrelsens Anbefalinger for organisering af den samlede akutindsats fra 2020, særligt i forhold til anbefalingerne om styrket sundhedsfaglig visitation i alle led af den præhospitale indsats.
- Systematisk viden om, hvad der understøtter den rette indsats til akutte patienter og
- Udvikling af nye tilbud der understøtter fremskudt visitation og afslutning af patienter i hjemmet uden at belaste det tidskritiske akutberedskab
Fordelingen af midler til et styrket akutberedskab
Alle fem regioner har søgt om og modtaget midler til et styrket akutberedskab. Midlerne gør bl.a. til:
- Etablering og udvidelse af døgndækkende beredskab rundt om i landet, bl.a. med flere akutbiler og indkøb af udstyr til eksisterende akutbiler, så den akutte hjælp kan styrkes og nå frem.
- ·Øget elevoptag som ambulancebehandler, herunder flere voksenelevpladser til ambulancebehandlere i Region Sjælland for at styrke kompetencerne og kapaciteten i akutberedskabet.
- Styrkelse af den sundhedsfaglige visitation gennem bl.a. styrkelse af vagtcentralen og etableringen af en visitationsenhed i Sønderjylland.
- Nyt helikoptertankanlæg på Bornholm.
- Udbredelse af ’sociolancen’ til flere kommuner i Region Hovedstaden – sociolancen er et ambulancekoncept med social- og sundhedsfaglig bemanding målrettet socialt udsatte.
- Støtte til udkørende teams, bl.a. i socialpsykiatrien i Region Sjælland, der kan yde behandling på stedet til gavn for udsatte og sårbare grupper.
Region | Midler i kr. |
Region Hovedstaden | 88.220.000 |
Region Sjælland | 32.250.000 |
Region Syddanmark | 52.747.000 |
Region Midtdanmark | 61.123.000 |
Region Nordjylland | 38.960.000 |