Speciallægeuddannelsen - status og perspektivering
Veluddannede læger er en blandt flere faktorer, der medvirker til at sikre et velfungerende sundhedsvæsen af høj kvalitet med stor patientsikkerhed. I Speciallægekommissionens betænkning: Fremtidens speciallæge, maj 2000 blev den nuværende speciallægeuddannelsesordning beskrevet, og den foreliggende rapport skal ses som en opfølgning på dette arbejde.
Formålet med rapporten har været at belyse, om og hvordan speciallægekommissionens tiltag er blevet implementeret og om målene i betænkningen er nået. Formålet har endvidere været at tilvejebringe et grundlag, der kan tjene til inspiration for politikere, sundhedsmyndigheder og sundhedspersonale i vurderingen af, hvorvidt speciallægekommissionens anbefalinger og implementeringen af disse har medført en struktur af den lægelige videreuddannelse, der matcher uddannelsesopgaverne og organiseringen af sundhedsvæsenet i dag.
Den samlede rapport illustrerer, at hovedparten af speciallægekommissionens anbefalinger er blevet implementeret, og der foreligger en velfungerende organisation til varetagelse af speciallægeuddannelsen; men rapporten viser også, at der er et kommende behov for en indsats og justeringer på flere områder.
Rapporten bidrager således til belysning af kvaliteten af sundhedsvæsenets videreuddannelse af læger til speciallæger og muliggør en samlet refleksion og vurdering af opbygningen af specialestrukturen, speciallægeuddannelsen, uddannelsens gennemførsel i den kliniske enhed, den teoretiske uddannelse, implementeringen af kompetencevurdering og evalueringsmetoder.