xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Ændrede udleveringsbestemmelser for paracetamol i flydende opløsning og suppositorier til børn

Artikel fra Rationel Farmakoterapi 4, 2020

Månedsbladet opdateres ikke efter udgivelsen. Indholdet afspejler den aktuelle evidens på udgivelsestidspunktet.

 

Marie Louise Schougaard Christiansen1

Lægemiddelstyrelsen ændrede den 24. marts 2020 midlertidigt udleveringsbestemmelser for paracetamol i flydende opløsning og suppositorier til børn. Paracetamol i flydende opløsning blev gjort receptpligtigt med den begrænsning, at apoteket kun må udlevere præparatet til børn, der vejer mindre end 10 kg. Salg af paracetamol suppositorier blev gjort apoteksforbeholdt. Begrænsningen gælder, indtil forsyningssituationen med paracetamol bliver normal igen.

Tidligere kunne disse lægemidler købes i supermarkeder og den øvrige detailhandel. Ændringerne blev indført på baggrund af stor efterspørgsel hos virksomhederne, der producerer lægemidlerne. En medvirkende årsag til det er COVID-19-pandemien. De ændrede udleveringsbestemmelser skal sikre, at der fortsat vil være nok paracetamol i børneformuleringer til de børn, der har størst behov [1].

Med udgangspunkt i de ændrede udleveringsbestemmelser vil det altså fortsat være muligt for læger at udstede recept på paracetamol flydende opløsning til børn, der vejer mindre end 10 kg. Børn, der vejer mere end 10 kg kan behandles med paracetamol suppositorier, og disse kan forældre købe i håndkøb på apoteket.

Børn, der vejer over 15 kg, vil også kunne behandles sikkert og præcist med paracetamol tabletter til voksne [2]. Det aktive indholdsstof, paracetamol, er det samme. Det er alene formuleringen, der er forskellig. Sundhedsstyrelsen har udarbejdet rådgivende materiale til forældre, der med udgangspunkt i barnets vægt beskriver, hvilke doser paracetamol et barn skal behandles med. Materialet er rettet mod forældre til børn, der vejer mellem 15-40 kg [3]. Der angives doser på baggrund af vægtintervaller, der sikrer, at den maksimale anbefalede daglige dosis paracetamol på 50 mg/kg legemsvægt/døgn ikke overskrides.

Tablet paracetamol 500 mg til voksne har delekærv, og kan deles i to lige store doser. Dermed kan man dosere med en nøjagtighed af 250 mg. For at lette indtaget for børn kan tabletterne knuses. Materialet indeholder instruktion i at knuse tabletter, hvis man ikke har en tabletknuser til rådighed. Knuste tabletter kan blandes med fx yoghurt, marmelade, is eller lignende, som barnet kan lide. Det kan være en fordel, hvis tabletterne blandes med fødevarer med kraftig smag, fordi det vil maskere smagen af paracetamol. For at sikre indtaget, skal man også være opmærksom på, at tabletten ikke blandes i større mængde mad, end barnet kan spise.

Materialet rådgiver også om god håndhygiejne under medicinhåndtering. Børn, der vejer over 15 kg, men ikke kan indtage knuste tabletter, vil kunne behandles med paracetamol suppositorier. Hvis børn har brug for behandling med maksimale doser paracetamol i mere end 1-2 døgn, rådes forældrene (nu som tidligere) til at kontakte barnets læge.


1) Center for Evidens, Uddannelse og Beredskab, Sundhedsstyrelsen


1) Lægemiddelstyrelsen. https://laegemiddelsty-relsen.dk/da/nyheder/2020/paracetamol-til-boern-kan-fremover-midlertidigt-kun-koebes-paa-apoteker/

2) Sundhedsstyrelsen. https://www.sst.dk/da/Nyheder/2020/Foraeldre-kan-give-deres-boern-paracetamol-som-tablet

3) https://www.sst.dk/da/Udgivelser/2020/Raadgivning-til-foraeldre-om-smertestillende-medicin-til-boern

Opdateret 20 MAR 2020